Ræven går derude

Citat
“Så råber hun navnet Manja og springer frem og hiver masken til side. Men ansigtet bag masken er ikke den døde Manjas, det er en mands ansigt. Og idet et langsomt smil strækker og krummer hans læber, mærker hun et stik i den pistolbærende hånd, og det dystre kælderrum forvandler sig fra rædsel til et fuldkommen sort intet.”
“Ræven går derude”, s. 109.

En psykopat sætter Danmark på den anden ende i Sondrup-trilogiens andet bind, “Ræven går derude” fra 2006. En mystisk mand, som kalder sig Hr. Ødelagt, hærger egnen omkring Sondrup med bestialske mord på både børn og voksne. Hr. Ødelagt iscenesætter sig selv og mordene, som var de dele af et sindsoprivende teaterstykke med hele den forskræmte offentlighed som tilskuer. Politiets rejsehold kommer til fra København, mens også den lokale betjent Bente Møller jager morderen. Men Hr. Ødelagt trækker politiet rundt i manegen: Politiets opdager Helena Borre bliver et af Hr. Ødelagts ofre, mens den lokale betjent Bente Møller bliver til grin i bestræbelserne på at opklare sagen, da hun lader sig styre af sin intuition i arbejdet. Alligevel er det bogens pointe, at det kan betale sig at følge sin fornemmelse og lade hånt om, hvad andre mener.

26423759

“Ræven går derude” er mere barsk og uhyggelig end sin forgænger, hvilket titlen også antyder: Ræven er morderen, og han er derude i mørket. Kærlighedshistorien mellem seriens egentlige hovedpersoner, roden Benny og den bosniske pige Pava, levnes nu mere plads. Men Pava må en tur på den lukkede, mens Benny forsumper.

Romanen foregår midt i en frysende isvinter. Kulden, sneen og mørket understreger, at vi i Sondrup-trilogiens andet bind har at gøre med et absolut lavpunkt. For at det ikke skal være løgn bliver et af bogens centrale ægtepar udsat for terror under en ellers fredelig bilferie i Frankrig, og den tykke advokat Ludwig indlægges med dårligt hjerte.

Den eneste af figurerne, som det umiddelbart ser ud til at køre for, er den psykisk utilregnelige Rie, datter af Ludwig. Hun er dybt forelsket i kæresten Knøs, en charmerende, men også arrogant og ildevarslende type.

I “Ræven går derude” må figurerne igennem mangt og meget, før forårstegnene begynder at vise sig. Der er vanvittige psykopater på fri fod, mens depression og sygdom trænger sig på hos dem, vi holder med. Hr. Ødelagts trang til at iscenesætte sine forbrydelser som kunstværker kommer også til at pege mod forfatteren selv. Hvem er det egentlig, der er den gale kunstner her? Hr. Ødelagt eller Hr. Mortensen?