Indvandreren

Citat
”Kom man tæt nok på Muddi, kunne man se, at han havde navnet på Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad tatoveret på sin højre skulder. Han havde fået tatoveringen lavet, efter at tv havde bragt et interview med en indvandrerpolitiker, der fortalte, at han var så glad for det danske demokrati, at han havde fået ordet tatoveret på sin højre skulder.”
”Indvandreren”, s. 40.

Olav Hergels seneste roman, ”Indvandreren” fra 2010, er i lighed med debuten en politisk roman med tydeligt afsæt i virkeligheden. Den 19-årige Zaki med marokkansk baggrund har lige afsluttet sin studentereksamen med et 10-tal til stor begejstring for sine stolte forældre. Sammen med vennerne Rassan, Kamal og Muddi tager han forventningsfuldt i byen for at fejre huerne, danse og måske møde nogle piger. Letheden ophæves pludseligt i den lyse aften: de bliver afvist på diskoteket, og det ender med mord på den racistiske dørvagt. Ingen erklærer sig skyldig, da drengene ud fra deres indgroede moralkodeks dækker over hinanden. I indvandrerkredse angiver man ikke sine egne, heller ikke selvom det er det danske retssamfunds gældende norm. Zaki er splittet mellem de to kulturer og forskellige normsæt, hvilket får afgørende betydning for hans egen skæbne.

Dagbladsjournalisten Rikke bliver sat på sagen, der ikke kun eskalerer til et politisk spil om stemmer og positionering, men også afføder bål i gaderne og vrede indvandrerdrenge landet over. Rikke fanges i et dilemma mellem sin vilje til at afdække sandheden, hensynet til dørvagtens efterladte familie, avisredaktørernes holdninger og hendes egne personlige interesser. Langsomt oprulles historien for åben skærm og i avisspalterne, mens situationen tilspidses for de implicerede. Hvem er skyldig, hvem har patent på sandheden og skal sandheden for enhver pris frem?

28216408

Journalisten Rikke er genganger fra ”Flygtningen”, og romanens stil, stofområde og holdning ligger også i direkte forlængelse af forgængeren. Romanens alvidende 3.-personsfortæller kender karaktererne indefra og lægger deres hensigter frem for læseren, der hele tiden er et skridt foran de implicerede. Som spændingsroman opfylder ”Indvandreren” kriterierne med sine skiftende synsvinkler, moralske dilemmaer og tiltagende spændingskurve.  

Hergels viden om og interesse for dansk politik, integration og samfundsforhold er bærende bjælke i romanen. Med sine referencer til aktuelle sager, portrætter af genkendelige politikere og et navngivet medielandskab bliver ”Indvandreren” en nøgleroman, hvor læseren kan gætte med på, hvem de forskellige karakterer er et billede af. Et centralt tema er pressens indflydelse på de politiske beslutningstagere og det indviklede spil mellem presse, politi og politikere. Hergel skildrer romanens konflikter fra alle parters synspunkt og ved at lufte modsatrettede holdninger til integration, mediepolitik og dansk politikervælde er ”Indvandreren” et fyldigt portræt af Danmark anno 2010.