Måske har Harry Hallers tur i den moderne verdens søle en rensende effekt på forfatteren. Tre år senere udgiver Hesse et af forfatterskabets højdepunkter, middelalderfortællingen " Narziß und Goldmund " fra 1930 ("Sol og måne", 1936) om den unge munk Guldmund og hans ven Narcis. Skabelonen er den samme som i alle Hermann Hesses værker, geniet som gør op med et repressivt fællesskab.
Guldmunds far er en protestantisk stivstikker, som anbringer ham i en klosterskole akkurat som det var tilfældet med Hans Giebenrath og selvfølgelig Hesse selv. Hans mor er en varmblodig sigøjner, som er forsvundet mange år tidligere. På klosteret opdyrker han et ømt venskab med sin modsætning, den unge lærer Narcis, der er from og boglig af natur. Under en sviptur uden for klosterets murer mærker Guldmund lidenskaben og forstår, at han har forvekslet sig selv med farens billede af ham, at han trods sine gyldne lokker af sind er langt tættere på sigøjneren end de fromme munke. Han tager afsked med Narcis og vandrer af sted på de sydtyske landeveje som en ung Knulp. Han har appetit på livet og den lange parade af bondekoner, slagterkoner, borgerkoner og deres døtre, som byder sig til.
I en kirke ser han en træfigur af Jomfru Maria, som indrammer hans følelser for kvinder og fuldstændig betager ham. Han opsøger manden, der har udført den, mester Niklaus, og beder om at komme i lære på hans værksted, men bliver afvist. Niklaus ser en kunstner, ikke en håndværker, og tilbyder ham i stedet at blive tilknyttet uden forpligtelser for nogen af dem. Guldmund accepterer og mærker i arbejdet med at lave figurer polerne smelte sammen. Kunsten forbinder moren og faren, sanseligheden og disciplinen, ånden og materien, følelserne og fornuften. For en tid er Guldmund i stand til at give sig hen til arbejdet, så trækker morens blod atter i ham, og han opgiver den trygge tilværelse hos Niklaus og begiver sig tilbage på landevejen.
Pesten slår ned over Tyskland, han kommer frelst igennem den, han har flere eventyr, det sidste bringer ham sammen med vennen Narcis og tilbage til klosteret, hvor han får sit eget værksted. Han udfører en Maria-figur denne gang med tankerne på den største kærlighed fra sine omvandrende år, ridderdatteren Lydia. Da den er færdig, drager han af sted for at opsøge kilden, men bliver syg undervejs og kommer tilbage døende. I modsætning til andre Hesse-helte er hans geni suppleret med vilje, så han relativt ubesværet kan løfte sig op over de traumer og eksistentielle kvababbelser, som kommer med livet og gennemføre sin "individuering" uden videre kvie. Den handlekraftige helt trækker lys, luft og fremdrift ind i fortællingen og skaber et fuldtonet billede af omgivelserne, der fremstår påtrængende og vedkommende med skidne landsbyer, smågårde, bønder, borgere, borge og riddere.