Hele vejen frem til begyndelsen af trediverne undersøger Hermann Hesse det ekstraordinære individs muligheder uden for de eksisterende fællesskaber. Så har han tilsyneladende fået nok. I sin sidste roman, den utopiske fremtidsforestilling "Das Glasperlenspiel" fra 1943 ("Glasperlespillet", 1973) vender han øvelsen om og undersøger fællesskabets muligheder uden individer: "For dem, og navnlig for de forfattere i hine epoker, som havde en udpræget biografisk tilbøjelighed, synes – kan man sige – det væsentlige i en personlighed at være det afvigende, det mod det normale stridende og unikke, ja, ofte det direkte patologiske, medens vi nutidsmennesker overhovedet først taler om betydende personligheder, når vi møder mennesker, som det hinsides al originalitet og besynderlighed er lykkedes at indordne sig på så fuldkommen måde som muligt i det almene, at yde en så fuldkommen tjeneste som muligt for det overpersonlige." (side 10)
Hesse maler en art åndeligt modstykke til nazismen, en åndsfascisme, hvor intelligentsiaen har isoleret sig fra resten af verden i den sociale institution og pædagogiske provins Kastalien og hengiver sig til et spil med tegn og symboler fra kunsten, åndshistoren, naturvidenskaben og teologiens felter – glasperlespillet. Vi følger hovedpersonen Josef Knechts vej fra skoleelev til øverste leder for Kastalien, til Ludi magister Josephus, en art pave for glasperlespillet. Det er i sagens natur ganske udramatisk, fordi glasperlespillet garanterer harmoni. På Kastaliens eliteskole udfordres Josef af sin bedste ven, en gæsteelev, som er bestemt til at vende tilbage til den almindelige borgerlige verden uden for Kastalien, og selv om vennen leverer et ganske overbevisende indlæg for et mere menneskeligt liv, vakler Josef ikke i sin tro. Heller ingen af de kærester, han som de andre eliteelever holder sig blandt almindelige piger, frister ham til en anden tilværelse. Hans evne til at skralde alle personlige særpræg af, at opløse sig i det overpersonlige er hans styrke.
Romanen fortæller om hans vej til hæder og ære. Den er skrevet som en biografi. Hvis man holder sig vågen gennem begge bind, finder man ifølge litteraturhistorien ud af, at Josephus til sidst vælger ånden fra til fordel for næstekærligheden. Han forlader Glasperlespillet for at hjælpe de almindelige borgere i verden udenfor Kastalien. Men angiveligt har Hesse selv snuppet sig en skraber eller to undervejs – det tog ham som sagt elve år at afslutte værket. “Glasperlen” modtog nobelprisen i 1946.