“Det er en fejl i filosofisk eller politisk argumentation, hvis der er en enormt stor åbenhed, hvorimod det er en dyd, hvis en roman er det. Underliggende i bogen ligger der er en slags undersøgelse af noget, jeg har undret mig over. Oplysningens naturlige afløser var en forestilling om tolerance. Og forestillingen om tolerance er naturligt ført over i forestillingen om det multikulturelle, men det har så pludselig ført over i en virkelighed af intolerance. Det sker, hvis ikke man er opmærksom på at etablere en overordnet ramme, hvor samtalen kan foregå. Et fragmenteret samfund uden en overgribende ramme kan nemt ende i intolerance, fordi multikulturen har så uforenelige normsæt, hvis ikke oplysningsprojektet genopfinder sig selv, nemlig ved at alle kan føre en samtale uanset køn, religion eller etnicitet,” sagde Morten Hesseldahl ved udgivelsen af “Drager over Kabul” (Malin Schmidt: ”Jeg ved jeg får en masse tæsk”. Interview i Information, 2007-09-22). Og han kunne udmærket have gentaget det ved udgivelsen af “Natten er lige begyndt”, for det er her, ved en trussel mod de overordnede rammer for samfundslivet, den politiske spændingsroman begynder. Men replikkens ordvalg, pointe, perspektiv, ja selv syntaks afslører, at hans tilgang ikke er den samme som spændingsforfatteres er flest. Han er genrens æggehoved, den store intellektuelle. Han er en oplysningstænker, krimiens Jostein Gaarder, som med narrative greb og kneb og et solidt kendskab til aktuelle forhold lærer os lidt om, hvor vi står. Det irriterer nogle og forfører andre og gør ham alt i alt til en temmelig enestående figur på den danske scene, en forfatter med sin helt egen subgenre, der kunne lægge op til vittige betegnelser som debat-action og borgerlig belæringskrimi, men som uden tvivl er godt set og en indlysende tilføjelse til det knopskydende krimiunivers.