Anmeldelse af en krimi kommer ofte i en fællesanmeldelse af flere krimier på een gang. Her bliver den ofte klassificeret som agentroman, politisk/samfundskritisk, detektivroman, politiroman, psykologisk thriller osv. Og romanerne bliver – uagtet at forfatterne som regel kun har det til fælles, at bøgerne er udgivet nogenlunde samtidigt og som regel har en eller flere kriminalgåder med i handlingen, holdt op mod hinanden. Der bliver som regel ikke gået i dybden med det enkelte forfatterskab, men i stedet får læseren et indtryk af, hvor på det kriminallitterære landkort, de enkelte værker befinder sig.
Kirsten Holsts romaner om Høyer og Therkelsen hører selvsagt til under ”politiromaner”. Som regel bliver de karakteriseret ved deres klassiske opbygning, som begynder med et mord, hvorefter læseren tages med ud på opklaringsarbejdet. Det bliver også ofte nævnt, at romanernes uhygge sættes i en hyggelig, idyllisk og provinsiel sammenhæng med præsten, bibliotekaren, landbetjenten osv. Fx i Bo Bjørnvigs anmeldelse af Når det regner på præsten i Weekendavisen 1983: ”Efter de første siders spekulationsagtige beskrivelse af et sadistisk seksualmord på en skolepige, skifter bogen gear, og vi er tilbage i den klassiske landsby, hvor den hvidhårede, kloge præst myrdes. Hvorfor? Der hersker næsten julestemning trods regn og hashdepot på kirkeloftet. Her gælder stadig den gamle floskel: man hygge-nygger sig med mord.” (Weekendavisen 9. 12. 1983).
22462164
Det er også typisk at anmelderen hæfter sig ved Kirstens Holsts gode håndværk: Et stensikkert sprogbrug har Kirsten Holst, som bl.a. kan gengive overbevisende ungdomsjargon i sin følsomme og fingernemme historie: Det tomme hus (….) De (Høyer og Therkelsen, red.) klarer ærterne med kun lidt held, for Kirsten Holst kan sit håndværk. Men heller ikke hendes historie eller udpegelse af morderen kommer bag på den individuelle psykologisering til de egentlige magtstrukturer, som er undertrykkelsens udspring, voldens vækstlag. (Søren Vinterberg, Information 11.11. 1982).
Måske har sprogøret hos læserne imidlertid ændret sig siden da, for i en anmeldelse (fra 2001) kritiseres Kirsten Holst for netop det, som fremhæves positivt tidligere: "Sov dukke Lise er så gennemført fyldt med klicheer, at det i sig selv er lidt af et kunststykke. Høyers fornemmelse for kriminalsager er så uoverbevisende, at man som læser må knibe sig selv i armen - for hvor mange gange er det lige, at man har hørt historien om den gamle snu ræv, som altid har noget oppe i ærmet? Prikken over i’et er dog, at Kirsten Holst gør noget som efter min mening, stilistisk set, er fuldstændigt utilgiveligt i en kriminalroman. Men det kan jeg ikke afsløre her, for så ville jeg gøre noget utilgiveligt anmeldermæssigt set!” (Anne-Cathrine Aune, Bogrummet: www.bogrummet.dk. 24. august 2001)