Under en strålende sol

Citat
“Og burkaen, opdagede hun til sin overraskelse, var faktisk rar at have på. Den var som et envejsspejl. Bag nettet var hun betragteren og beskyttet mod fremmede menneskers nyfigne blikke."
“Under en strålende sol”, s. 57-58.

Romanen “A Thousand Splendid Suns” fra 2007 (“Under en strålende sol”, 2007) følger to kvinders liv og skæbner. Mariam fødes i 1959 som uægte barn af tjenestepigen Nana og husets rige herre, Jalil. Jalil har allerede tre koner, og derfor bliver Nana og Mariam placeret i en lille hytte uden for Herat, hvor hun vokser op i fattigdom.

Laila bliver født i 1978. Hun vokser op i Kabul hos en familie, der elsker hende, og med sin bedste ven og store kærlighed, Tariq, som nabo. Hendes barndom er fuld af frihed, lige til hendes to brødre dør i de Afghanske bjerge i kampen mod russerne.

Mariams og Lailas liv vikler sig ind i hinanden i efteråret 1992. På det tidspunkt er Afghanistan erobret af muslimske frihedskæmpere - mujahedinerne -, som har smidt russerne på porten. Af nød har de begge giftet sig med den samme mand, og i første omgang opfatter de hinanden som konkurrenter. Men efterhånden finder de to kvinder sammen i kampen for og drømmen om frihed.

26750288

“Under en strålende sol” er en velskrevet og rørende poetisk fortælling om kvindernes liv i Afghanistan i sidste halvdel af det 20. århundrede. Som læser bevidner man overgangen fra russisk besættelse i 1980’erne over mujahedinernes overtag i 1992 og til talibanernes magtovertagelse i 1996. Det giver et indtryk af de forandringer, samfundet undergår i de stadig tiltagende restriktioner: Så skal kvinder bære burka, så må de ikke gå på gaden uden en mandlig ledsager, så må de ikke gå i skole, og så er der end ikke et hospital, der behandler kvinder.

For Mariam er både livet på landet og i byen præget af undertrykkelse, og hun oplever alene frihedens sødme i selskab med Laila. Laila til gengæld er vokset op i frihed, og hun lader sig ikke så let kue, men gør oprør og slår igen, så godt hun kan, og til sidst kommer hendes kraft hende da også til gode. På den vis bliver romanen en positiv pegen fremad mod muligheden for et nyt og bedre Afghanistan.

Som i “Drageløberen” er fortrydelse et centralt emne. Her er det især Mariam og hendes far, der konfronteres med handlinger, de fortryder, og det er først sidst i romanen, at Mariam igennem en opofrende handling kan sone sig med sit svigt.

“Og burkaen, opdagede hun til sin overraskelse, var faktisk rar at have på. Den var som et envejsspejl. Bag nettet var hun betragteren og beskyttet mod fremmede menneskers nyfigne blikke.