Victor Hugos andet hovedværk “Les Misérables fra 1862 (“De elendige”, 1862 og 1944) er en episk mastodont på femhundrede tætpakkede sider med en handling fra post-napoleon årene 1815 til 32. Den har en klarhed i konflikter, karakterer og budskab, som egner sig til musical, spillefilm og tv-serie for hele familien, men en dræbende langsom afvikling, som gør, at den samme familie formentlig ville falde i søvn over bogen. For mange af de meninger, som var friske, dengang Hugo skrev dem, er kedelige, rigtige og selvindlysende i dag, og måske var de ikke en gang rigtigt friske dengang. “De elendige” var en salgssucces, men anmeldere og toneangivende intellektuelle, heriblandt Flaubert, Baudelaire og Goncourt-brødrene, vendte tomlen ned.
I forhold til “Klokkeren fra Notre Dame” er rædselskabinettet erstattet af et sort-hvidt persongalleri af helte og skurke, den originale kulturanalyse med banale sociale refleksioner, den begærlige fremdrift med offerlammets flugt, det filosofiske overskud med en kristen undertekst og endelig er humanismen erstattet med pladderhumanisme. Det er, som man siger, samfundets skyld.
Hovedpersonen Jean Valjean er en knægt med hjertet på rette sted, men fattigdom tvinger ham til at stjæle et brød, så han og hans stakkels familie kan få noget at spise. Samfundet reagerer ved at smide ham i fængsel, hvorfra han endelig undslipper efter nitten år. Han lever som den forbryder, han ikke var, da han kom ind, men takket være forsynet, besinder han sig på sit liv og bliver god og menneskekærlig igen. Hvis så bare samfundet havde forandret sig, men det har det ikke. Det er grusomt, materialistisk, sladdervornt, bedragerisk og underlagt et afstumpet retssystem. Valjean må leve på flugt fra sin fortid med den emsige politiofficer Javert og den dickenske røverfamilie Thénadiers i hælene. Med sig har han adoptivdatteren Cosette, som er hans et og alt. Hun vokser op til en smuk og hjertensgod pige, og Jean Valjean bliver atter sat på en prøve, da han står foran at miste hende til den unge smukke, revolutionære Marius. Men også her overvinder han sig selv. Han redder endda Marius’ liv. Og han udånder i en religiøs forløsning med Cosette og Marius ved sit dødsleje.
“De elendige” er skrevet under eksilet på Guernesey, og selv om handlingen ligger fyrre, halvtreds år tidligere, har skildringen af den pauvre samfundstilstand sikkert ikke været uden kritisk reference til Frankrig under Napoleon. Det samme gælder en anden af romanerne fra eksilet “L’Homme qui rit” fra 1869 (“Manden der ler”, 1870 og 1984).
I det hele taget genfandt Victor Hugo produktiviteten på Guernsey. Til “De elendige”, “Manden der ler” og “Les Châtiments” føjer sig blandt andet to af hans vigtigste digtsamlinger “Les contemplations” fra 1856 (‘kontemplationer’/’betragtninger’) og “La Légende des siécles” fra 1859 (“Århundredernes legende”, 1911), en række teaterstykker under titlen “Théâtre en Liberté” og romanen “Les Travailleurs de la mer”, 1866 (“Havets arbejdere”, 1919), der som en kuriøs bieffekt affødte en blækspruttedille. Det blev hipt at spise dem, og man lavede blækspruttehatte og blækspruttefester.