Voksenbøger m.m.

Zimakoffs første voksenroman, Mod bedre vidende (1998), handler om Simon, der er i starten af fyrrene og lever sammen med Maria. Han har sit eget litteraturprogram på tv, og da han skal interview en ung debuterende forfatter, Christina, bliver det til lidt mere end bare ord mellem de to. Dagen efter bliver Christina imidlertid fundet død i sin seng. Alt peger på Simon som morder, men kan det nu også være rigtigt? Simon kastes ud i en mareridtsagtig rejse ind i sin egen fortid, som vender op og ned på alting. Bogen blev meget godt modtaget, ikke mindst på grund af Zimakoffs meget mundrette sprog og vitale handling.

 

22877518

Bjergtaget (2000) handler om William, der tilkaldes da hans far forsvinder under en rejse til Kasakhstan med sin unge kone Elisabeth. William og Elisabeth får et tæt forhold under eftersøgningen. Her beviser Zimakoff igen sin evne til at blande en lettere kulørt filmisk handling med realistiske persontegninger. Det er en stærk cocktail med stor underholdningsværdi, og hvor der takket være personkarakteristikken nås en dybde i beskrivelsen, der gør personerne levende og vedkommende.