Nell Zinks roman er fuld af mærkværdige krumspring, uforudsigelige begivenheder og et farverigt persongalleri. Hovedpersonen Peggy laver nogle besynderlige valg, og det er netop det aparte og overskridelserne, der placerer romanen lagt fra, hvad vi normalt betragter som realisme. Den skøre historie bliver ekstra mærkværdig via Nell Zinks sprog, idet hun ofte benytter sig af lavkomiske beskrivelser og sammenligninger. Dette ses f.eks. i hendes beskrivelser af byen Stillwater: ”Måneløse nætter i Stillwater var sorte som inden i en ko” (s. 21).
”Knald og fald” kredser om nogle forskruede kønsidealer, hvor alt og alle gennemstrømmes af legen med kønsstereotypier. Hvorfor være hvid og hetero, når man kan være sort og homoseksuel? Den vilde leg med identitet afslører konstant flere og nye sider af mennesket. Nell Zink vender op og ned på fordomme og lader de hvide og riges privilegier falde til jorden, f.eks. når hun lader den fattige sorte Temple være den dygtigste elev i skolen og skildrer ham som en litterær nørd, der elsker Shakespeare, Beckett og Joyce.
Titlen ”Mislaid” refererer til Lee, der ikke kan overholde de ting, han har lovet som ægtemand og som hurtigt mister interessen for Peggy. Oversættelsen ”Knald og fald” henviser til det samme, hvor knaldet med Lee fører til Peggys fald. Den danske titel kan også tolkes som ramme for hele romanens tema, hvor knald (i alle afskygninger) og fald synes at gennemstrømme romanen.
Selvom Zink berører nogle alvorlige temaer som race, køn og misbrug, gør hun det i et let humoristisk toneleje, hvilket er nyt i amerikansk litteratur, hvor der er en lang tradition for at betragte det at være sort som et fangenskab.
De dramatiske begivenheder berøres også overraskende vægtløst, som da Peggy forlader sin dreng, og Lee ser sin datter blive bortført: ”Hun lavede en fempunktsvending og kørte langsomt ud på den blege sandede indkørsel mens Lee, der var helt uforberedt, alvorligt overvejede at ringe til sin far og sige at hans datter var blevet bortført. I stedet opfordrede han sin søn til et spil puk” (s. 42).
Det ironiske perspektiv skærpes mod slutningen, hvor Peggys absurde plan lægger op til at ende i et stort følelsesladet virvar, men i stedet ender i en lykkelig genforening.