Kulmanden

Citat
“Han sænkede hurtigt lygten. Gned sine trætte øjne. Og rettede så igen lyset op mod det sorte bjerg. Jamen, for Fanden og langt ind i Helvede da ..."
“Kulmanden”, s. 11.

I anden del af Jens Henrik Jensens serie om kriminalassistent Nina Portland, “Kulmanden” fra 2007, slår et lyn ned i kulbjergene ved kraftværket i Esbjerg og afdækker liget af en ukendt mand, dræbt med knivstik. Kort efter dukker et andet lig op i et sommerhus i Blåvand. Nina Portland sættes på sagen og et hav af handlingstråde flettes sammen.

26932750

Hun får en ny makker, Tim Wejse, som hun synes er halvinteressant. Hun bliver forfulgt af en mystisk mand med en grøn jægerhat. Hun falder over en historie om en ung Esbjerg-fotograf, som er omkommet i en bilulykke i Istanbul.

Hun finder ud af, at hans ven og makker, autisten Ib Munk, har gemt en film af nogle tyrkiske soldater, som foretager en summarisk henrettelse af otte kurdiske fanger. Konturerne af et større politisk plot tegner sig.

Forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU står over for et afgørende møde. Der er nationalistiske og muslimske og kurdiske interesser på spil. Der er dem, som er i det for pengenes skyld. Ib Munk er den eneste, som er uskyldsren. I en af forfatterskabets mest rørende, spændende og stemningsmættede scener finder Nina ham i en forladt feltstation på øen og naturreservatet Langli. Desværre har to morderiske agenter fulgt efter hende. Vejen tilbage til fastlandet er afskåret. Flugt er tilsyneladende umulig.