Spøgelsesfangen

Citat
“Hun kunne mærke det, en blussende fornemmelse af irritation. Hun brød sig ikke om, at hendes by var i fokus for noget skidt. Hun ikke fordrage, at etniske grupperinger havde valgt netop hendes by til at slå hinanden ihjel i. Hun kunne ikke døje, at nogen kastede smuds på hendes by."
“Spøgelsesfangen”, s. 135.

Kriminalassistent Nina Portland bliver nok aldrig det glade ansigt på Danmark overfor udlandet. Faktisk er hun ikke særligt glad for udlandet eller udlændinge. I Jens Henrik Jensens tredje roman om den geskæftige rødtop ved Esbjergs politi, “Spøgelsesfangen” fra 2010, er det “Fuckin' Islamabad”, byen har opslugt hendes kæreste, PET-agent Tim Wejse, og visse bosniere og tyrkere kunne hun også meget nemt undvære, de er begyndt at poppe hinanden i Esbjergs underverden. Og en privatjet på vej fra Island til Rumænien, som Nina forbinder med overgreb på ferierende unge esbjergensere, falder ned ude i nærheden af Henne Strand, og så har man pludselig en arabisk terrorist løs i klitterne. Og hvor der er arabiske terrorister, er der selvfølgelig også CIA og international presse.

28441428

Med et er Esbjerg blevet et storpolitisk brændpunkt. Obama er lige tiltrådt, og han har lovet, at det er slut med hemmelige fangetransporter og henlægning af forhørsopgaver til lande med et afslappet forhold til konventioner og menneskerettigheder. Men noget tyder på, det ikke helt er tilfældet. Noget tyder på, at flyveren, som er styrtet ned, netop er en af de fangetransporter; at den undvegne fange er en af de såkaldte spøgelsesfanger, fanger som ikke officielt eksisterer.

Til presset fra det store udland føjer sig presset fra det øvrige Danmark og særligt politikerne i København. Afghanistankrigen skaber udfordringer med traumatiserede veteraner. Og politireformen og en teknokratisk, glat chef er blevet trukket ned over hovedet på den lokale styrke med kaos og efterslæb til følge. På den måde er “Spøgelsesfangen” formentligt et temmelig præcist portræt af den mentale undtagelsestilstand kendt som udkantsdanmark. Tingene kører ikke, som de skal, og individualisten Nina Portland står tilbage som den tapre forsvarer af en begrænset og udvisket kultur, hvor kernen er de nære bånd til naboen og den gamle søulk af en far i Sønderho og sønnen Julle, men favoritmåltidet er pizza, og stemmen, som bevæger hjertet, tilhører den syngende telefonsælger Paul Potts.

Erindringen om det, der er gået tabt, det der er blevet ædt af globaliseringen, findes ikke. Romanens egentlige spøgelsesfange er historien og den lokale og regionale identitet. På den måde er den del af den samme udvikling, som den problematiserer. En indlysende konsekvens, når genren er 'den internationale spændingsroman'. Handlingen er tresporet. Det bredeste følger Nina Portland. De to andre følger den formodede terrorist, som skjuler sig i de øde sommerhuse, og en selvbestaltet bøddel, manden, der har fået bandekrigen til at blusse op.