Genrer og tematikker

Jens Henrik Jensens journalistiske baggrund fornægter sig ikke. Hans bøger er gennemresearchede. Han har tjekket sine locations, han har sat sig ind i de sociale, kulturelle og historiske forhold på de steder, han skriver om, han har gennemtrevlet de politiske forhold. Han formidler en anseelig stofmængde. Letheden han gør det med, er udtryk for talentet. Han opløser det i handlingen, fletter det ind i dialoger, kærligheds- og actionscener. Han undgår at give fortællingen slagside med lange passager af referater og afhandlinger. Han flår læseren igennem det tunge med det lette. Han lader sit stof give dimensioner til personerne og personerne liv til stoffet. Ovenstående forestillinger om Esbjerg antyder den sociale dimension. Et par linjer fra forordet til “Kællingen i Kraków” den eksistentielle: “I et ganske almindeligt liv som det, er der linier, som mødes. Det er ikke noget egentligt forudbestemt. Det er bare noget, som sker.” (s. 6).

Bøgerne om Oxen afslører forfatterens forkærlighed for at skrive om konspirationer og lyssky affærer. Et gennemgående tema i bøgerne er magt. Magtens motiver. Og misbrug af magt.

Temaet med soldater, der har ar på sjælen og krigstraumer, har forfatteren strejfet i bøger som ”Spøgelsesfangen” og ”Hofnarren i Murmansk”. Med Oxen-serien er temaet for alvor kommet i fokus, når Jens Henrik Jensen skriver om psykisk sårbarhed, om krigsveteraner med traumer og om et samfund, der svigter dem, der måske nu er ”hængte hunde” og uarbejdsdygtige soldater, men som engang stod forrest ved fronten og satte livet på spil for Danmark.

Fælles for bøgerne om Oxen er også, at en stor del af handlingen foregår i naturen – langt fra storbyens hektiske liv, skumle baggårde og politihovedkvarterer. Oxen færdes helst i naturen, han er en ensom ulv. Ulvetemaet er tydeligt i fjerde bind ”Lupus”. I romanen, der også har fokus på selvtægt, optræder både ensomme ulve som Oxen, der gerne lever alene tæt på naturen, men også levende ulve på den jyske hede. Ulve, som Jens Henrik Jensen mener, der skal være plads til, hvad enten de har to eller fire ben.

Jens Henrik Jensens yndlingsdyr er netop en ulv, fordi den er udholdende, stædig, har styr på sine kompetencer og er ekstremt tilpasningsdygtig. Ulven har også visse lighedstræk med en soldat som Oxen. Som der står i ”Lupus”: ”Ren styrke, intet andet. Brødre i ånden, jægersoldater og ulve. Det var sådan, det var i al enkelhed.” (s. 117).