Nåden

Et lille eksperimenterende værk er “Nåden” fra 1995. Værket foregår, som mange af Hans Otto Jørgensens de øvrige af forfatterens værker, i et landbomiljø. Persongalleriet tæller hovedsageligt tre unavngivne personer, nemlig drengen, kvinden og manden, og derudover optræder Nåden og nogle mostre, mens køerne og markerne udgør kulissen. 
Det er ikke handling, der præger værket, i stedet er det små fortættede scener, der mest af alt skildrer stemningen. Og det er bestemt ikke nogen rar stemning. Døden lurer og truer konstant, og så er der Nåden, den uomgængelige. 
I værket benyttes Nåden som et navneord og er altså knyttet til et væsen. Ind imellem er Nåden personificeret i manden, andre gange er Nåden blot knyttet til mandens sfære. Nåden er et klart religiøst begreb. I det hele taget kredser værket om den kristne betydningssfære. Eksempelvis hedder det: “Manden fylder op. Han har sin Gud. Udlægger betydning i det givne.” (side s. 32). Det er igennem kristendommens perspektiv, at verden forstås og tackles. 
Nåden har noget tvetydigt over sig. Nåden går med stok, og stokken er som regel knyttet til djævelen. Nåden deler et æble med kvinden, og i Bibelen er æblet knyttet til slangen, til djævelen, der lokker kvinden. Nåden er således ikke kun et begreb, der er knyttet til Gud i værket – det , det er i hvert fald ikke kun knyttet til Det Gode, i hvert fald.
Til sidst i værket ofrer drengen sig selv, mens manden ser på. Som en art Jesus-figur lægger han sig i roerne med armene ud til siden, og med blod i hænderne. Det er ofringen, der tematiseres – – et billede på, at han bøjer sig for Nåden.
Det er ikke så lige til at genrebestemme værket “Nåden”. Nogle betegner bogen som lyrik, andre anfører, at det er en punktroman, og andre igen benytter betegnelsen kortprosa. I virkeligheden kan alle betegnelser benyttes; det er et særdeles lyrisk værk, der mest af alt består af små, nærmest filmiske scener. Selv siger Hans Otto Jørgensen om værket: “På en måde er “Nåden” [...] en mislykket bog, den er asymmetrisk og kantet på alle mulige måder samtidig med, at den sprogligt set er meget renset.” (Rolf Sindø: “På herrens mark med hver eneste sætning”, www.sindoe.dk, 2008-02-05).