Jonas Jonassons debutroman er en forunderlig og alternativ tour de force gennem det tyvende århundredes historie. Gennemsyret af en ironisk og ideologikritisk grundtone får man opremset den nyere histories væsentligste begivenheder og personligheder. Dermed har romanen et klart historisk sigte, om end i en yderst karikeret og tankevækkende udgave.
Samtidig fremviser romanen en ironisk samfundskritik af religiøs og ikke mindst politisk fanatisme i alle sine afskygninger. Selvom selv de mest berygtede historiske skikkelser ikke fremstår som personificeret ondskab i Jonassons roman, er forfatteren langt fra blind overfor den moderne histories grusomheder. Netop ved at placere en ideologisk ateist i midten af dette århundrede formår Jonasson at levere en unik og vedkommende kritik af mange af de tendenser, som har præget vores historie og stadig præger vores samfund i dag. Små kommentarer til nutidig fremmedfrygt og islamofobi sniger sig også ind i Jonassons fortælling og danner dermed usynlig bro til de grusomheder, det foregående århundrede har budt på.
Romanen giver desuden mindelser om den klassiske dannelsesroman. Den fungerer selv som en slags dobbelt dannelsesroman, hvor de to forskellige fortællermæssige spor beretter om den på en gang snusfornuftige og naive Allan Karlssons sælsomme evne til at snyde sig igennem alt fra dødsdomme til plejehjemsvinduer. Men hvor den klassiske dannelsesroman fortæller om, hvorledes hovedpersonen forandrer sig i takt med sine omgivelser, forbliver Allan Karlsson den samme åbensindede, godmodige person historien igennem, mens han forandrer livet for de mennesker, han omgås – både før og efter sin 100-årsdag.