Sølv

Citat
“Ligningerne går op,/
dørene går op,/
men der er noget mere, noget andet/
hestens øje der kort åbner sig,/
for så at lukkes igen”/
Katinka My Jones: “Sølv”, s. 60.

Katinka My Jones anden digtsamling Sølv, der udkom i 2009, adskiller sig på flere måder fra debuten. Digtene er mere gennemarbejdede, og også på tværs igennem bogen er der ord, begreber og billeder, der peger så meget på hinanden, at det ligner en tanke. Digtene er mindre ordknappe end i “Havet er sort, kysten er hvid” – uden dog noget sted at blive direkte snakkesaglige. Man fristes næsten til at sige, at hvert enkelt ord er sin egen vægt værd i sølv.

En mulig måde at læse “Sølv” på er at begynde med det digt, der er trykt på bogens bagside, men som ikke findes inde i bogen. Her er fem ord skrevet i kursiv: jeg, gave, spejl, port og hest. Disse ord indleder hvert af digtsamlingens fem afsnit. Således kan digtsamlingens forskellige tematikker føres tilbage til et enkelt digt. Om de øvrige digte udspringer af dette digt er en ganske anden sag.

Hvordan de kursiverede ord på bogens bagside spiller en rolle i digtsamlingens fem afsnit, kan eksemplificeres med det sidste i remsen: hest. I dette afsnits fjorten digte giver ordet hest anledning til fjorten vidt forskellige temaer. Heste optræder som bevægelsesmønstre, som det levendes genetiske sammenhæng, i et af digtene optræder en hestehårssofa, i et andet et uheld til hest, og der bliver småfilosofisk spekuleret over en konkret hests sammenhæng med ideen om en hest.

27582958

Digtenes interne sammenhæng former sig aldrig til en narrativ rød tråd; digtsamlingen fortæller ikke en historie fra start til slut. Men digtene kredser om mange af de samme temaer, og digtenes jeg, den stemme der fortæller de enkelte digte, har, ligesom i debuten, del i det samme åndedrag og det samme fremmede forhold til sig selv. Ligesåvel som digtenes stemmer betragter andre udefra, har de også en tendens til at se sig selv udefra, som i en drøm – og til at tvivle på sig selv. Ikke i almindelig psykologisk forstand, men en dybere tvivl, en tvivl på deres egen virkelighed og på egne udsagns relevans.

Et væsentligt tema, der næsten går igen i stort set hvert eneste af bogens digte, er det fortællende jeg’s afstand til verden og andre mennesker. Digtenes jeg’er har det med at falde i staver og lade sig distrahere. Som i dette digt, hvor en handling afbrydes, der ellers burde have aktørens opmærksomhed: “Jeg knapper din skjorte op/og tænker på Gud, på en flod jeg/engang drømte om, men aldrig har set./Jeg har ikke mere tilbage at give,/men lidt at miste; et øje dækket af støv,/en mose, de knudrede grene./Jeg kender ikke navnet på alt.” (s. 21).

Jeg’et kommer vidt omkring i dette digt. Tankerne står i kø og jegets opmærksom flagrer omkring. Lige fra Vorherre til drømmesekvenser. Og bedst som man tror sig overmandet af usystematiske associationsrækker, trækker digtet tæppet væk under både sig selv og sin læser: ”omstændigheder er noget/vi glider igennem/med vores tunge blod”. Så præcist og overraskende kan det siges, og så overlegent og suverænt behersker Katinka My Jones indimellem sine digte.