Katinka My Jones har polemiseret imod den tendens, nogle mener har præget de seneste par årtiers yngre danske litteratur: En minimalisme på både det indholdsmæssige og det formmæssige plan. Kritikken er især gået ud over den forfatterskole, som Katinka My Jones selv er uddannet fra. Hun deler denne positions holdning, at det i længden bliver kedsommeligt at skrive om helt almindelige menneskers ret plotløse hverdag i et sprog, der tilstræber at være skarpt registrerende og ikke udmalende og udpenslende.
Katinka My Jones’ egen debut kan i nogen grad siges selv at falde for kritikken af en sådan minimalisme, mens “Sølv” er mere rig på billedsprog og digtenes rytmer danner en særegen sprogmusik. Hun har blandt andet beskrevet den herskende tendens således: “Jeg brækker mig over den lille nære verden! Hvorfor skal man ikke skrive om nogle store ting? Det er fint nok, at man nogle gange beskæftiger sig med det, men jeg er træt af tendensen med, at det altid skal handle om de små mennesker, med de små liv og deres små ting. Man må for alt i verden ikke lave nogle store armbevægelser”. (Rikke Dahl Jensen: Den nære verden gør mig klaustrofobisk. Dagbladet Information, 2009-01-28).
I de fleste af Katinka My Jones’ digte er der som udgangspunkt et jeg, der, om end tøvende og flygtigt, fungerer som en konstant. Det kan man kalde et centrallyrisk udgangspunkt.
På det indholdsmæssige plan kredser digtene i begge bøger om relationer mellem mennesker, der på en eller anden måde er besværlige. Digtenes personer siger noget andet end det, de egentlig havde tænkt sig, og somme tider siger de slet ikke noget.
I “Sølv” har nogle af digtene et oversigtsagtigt præg. Den form gør det muligt at inddrage snart sagt alt muligt i digtet, hvilket Katinka My Jones også gør, lige fra heste til Vorherre. Katinka My Jones har en evne til at tage ord og begreber, der har været brugt i digte tusind gange før og genoplade dem med indhold. Det gælder blandt andet “Sølv”s tilbagevendende billeder af heste, og det gælder for ordene blodbøg og blomst. Denne genopladning kan lade sig gøre, fordi forfatteren hver gang sætter ordene ind i en ny og uventet sammenhæng.
I “Sølv” er digtene for det første blevet længere. For det andet viser digtene i højere grad hen til hinanden, uden dog at spinde en rød, fortællemæssig tråd. Men enkelte billeder dukker op igen og igen i stadig nye sammenhænge. For eksempel “hest”, der både bruges som konkret, galopperende, åndende væsen og kold genetisk kode.
Ligesom i debuten er den kommunikation, som digtene tematiserer imellem forskellige jeg’er og du’er præget af usikkerhed og misforståelser, men til forskel fra “Havet er sort, kysten er hvid” har digtenes jeg’er bedre greb om sig selv, hvilket blandt andet kommer til udtryk i et stærkt credo-digt.