Genrer og tematikker

Centralt i Einar Kárasons omfattende forfatterskab står trilogien fra 1983-89 om amerikanske barakker i Reykjavik, hvor en imponerende slægt af byproletarer skildres med indslag af grotesk og magisk karakter. Værkets to første dele blev i 1996 filmatiseret af Friðrik Þór Friðriksson. Netop denne skildring af socialt udsatte mennesker er et genkommende tema i forfatterskabet, hvis romaner ofte tager udgangspunkt i miljøer beboet af skæve eksistenser. Kárason bliver talerør for dem, der ikke selv har kræfterne til at komme til orde; han bliver de svages advokat. I Reykjavik-trilogien skriver han portrætterne med respekt og indlevelse, i ”Storm” lidt mere nedladende over for den storskrydende Storm. Både ”Storm" og flere andre værker rummer en social satire med voldsomme udladninger mod markedsliberalismens negative konsekvenser. Einar Kárason er en udtalt samfundskritisk forfatter, der har taget aktiv stilling til, hvilket samfund han mener vi kan byde vores medmennesker. Han kender mange forskellige miljøer indgående indefra, og hans skildringer af mere eller mindre velstående samfundslag forekommer ægte og vedkommende.

Kárasons forfatterskab vidner ikke kun om en brændende interesse for det omgivende samfund, men også om en interesse for historiske begivenheder. Både helt tilbage til sagatiden på Island efter landnamstiden i 900-tallet og til verden, som den må have set ud i hans barndom i efterkrigstidens Reykjavik. Det skæbnesvangre møde mellem et på mange måder middelalderligt Island og amerikansk populærkultur er genstand for mange af Kárasons værker, som også hos mange andre islandske forfattere.

I flere af sine værker benytter Einar Kárason sig af en såkaldt polyfokal fiktion, hvor flere personer oplever og beretter om den samme episode. Om ”Storm” siger Kárason selv: ”Jeg havde gået med idéen til ”Storm” i ti år, mindst, men kunne ikke finde den forløsende form. Jeg havde stoffet, men ikke metoden. Jeg fandt en løsning på problemet i William Faulkners roman ”As I lay Dying” hvor flere personer ser og skildrer samme scene. (Arne Dvergsdal: ”Fortellingens mestere”. Dagbladet, 2005-04-16).

Dette fortællemæssige greb bruger han også i de to romaner, der bygger på sagastof, ”Fjendemøde” og ”Raseri”, hvormed han fornyer sagagenren, der ellers kun beskriver handlinger og karakterer udefra.