Mange anmeldere fremhæver at Janina Katz skriver nådesløst, men forførende udansk. Hendes seneste digtsamling hedder ”Skrevet på polsk” og er et ordspil på vendingen ’at leve på polsk’, at leve i et papirløst kærlighedsforhold, i samhørighed med både det gamle og det nye sprog, men uden ægteskabelige forpligtelser. Det bliver til dansk prosa og lyrik, der har en distanceret stemme, men også kærligt øje for det danske sprogs veje og vildveje. Sideløbende med sit eget forfatterskab har Katz oversat digte af sine tidligere landsmænd, bl.a. Czeslaw Milosz, nobelpristageren Wislawa Szymborska og den yngre, nulevende Ewa Lipska, der som Katz blander det misantropiske og det humoristiske.
Katz er et af de eneste eksempler, vi har på et eksilforfatterskab i Danmark. Eksillitteraturen er en kanoniseret del af verdenslitteraturen (Vladimir Nabokov, Salman Rushdie, Milan Kundera osv.) og knyttet til historiens bevægelser af krige, oprør og forfølgelser. Den er kendetegnet ved, at den eksilerede forfatters afstand til det hjemlige både er anledning til afsavn men også til en skærpet kritisk refleksion over både den kultur, hun kommer fra og den, hun befinder sig i.
Katz’ litterære ophold mellem begrædelse og lovprisning af ofrene for holocaust, hendes ”kaddishbøn”, kan man sammenligne med den ungarske forfatter Imre Kertész, der overlevede Auschwitz og i 2002 modtog Nobelprisen i litteratur "for et forfatterskab, som hævder individets skrøbelige erfaring mod historiens barbariske forgodtbefindende".
Katz læser selv helst amerikansk og israelsk prosa og poesi og ønsker ikke at kalde sin litteratur for europæisk, fordi Europa for hende først og fremmest er skaber af to verdenskrige: ”Jeg er ikke vild med Europa i det hele taget.” (Kristen Bjørnkjær: Lysten til at fabulere. Information, 2011-12-01-12).