I digtsamlingen ”Min spaltede tunge” fra 2006 kredser Janina Katz fortsat om den jødiske identitet, sorgen, afstanden og ensomheden. Den handler om de største tab: de elskede døde og barnløsheden. Men heroverfor er også den sene kærlighed både tema og modus.
I titeldigtet ”føder” den ”spaltede tunge” et digtunivers med billeder af børn, jødisk identitet, kz-lejren og den afdøde mor: ”- en kvindes hånd/ der kærtegner luften.” (s. 9). Det er de insisterende fraværelser, der hjemsøger Katz’ digtning. De er til stede som sorgfuld erindring, men også som en livlighed, der kan digtes med, f.eks. her, hvor forældreforholdet omvendes: ”Jeg åbner et gammelt fotoalbum./ Hvis hænder har fremtryllet/ en kanin på væggen?// Albummets hovedpersoner:/ En ung mand/ og en ung kvinde.// Engang har de sørget for/ at jeg er blevet til.// Nu er de mine børn./ Det ældste af dem/ nåede jeg ikke at huske.// Dette er en gammel historie/ som jeg bliver ved/ med at skrive/ forfra,/ om igen,/ en gang til.// Men spørgsmålet:/ Hvis hænder har fremtryllet/ en kanin på væggen,/ forbliver ubesvaret.” (s. 21). I den enkle sorgtale er der stadig et rum for det mærkelige fantasidyr.
26175615
Det elskede drømmeland Israel plages derimod af virkelighed som i digtet ”Jerusalem det gyldne”, hvor terroren overskygger idyllen: ”Lad os alle sammen/ tage til Jerusalem./ Til venskabets topmøde. […]/ Honningdråber falder/ fra himlen/ med øredøvende brag.” (s. 16).
Mod slutningen af bogen får kærligheden plads, der er en ”hemmelig ven” og et ønske om at denne sene, tøvende kærlighed skal overtage den smertelige erindring som modus for digtningen: ”Jeg siger dig:/ Døb mig i kærlighedens navn./ Luk mine dødes øjne./ Bliv min sidste bog.” (s. 40). Men det lykkes ikke helt, for de døde trænger sig på, selv i de intime stunder med du’et: ”Vidste du blot/ hvor meget jeg er nødt/ til at glemme/ hver gang din hånd/ tegner mit ansigt/ på ny.” (s. 36).
Døden er også presserende i digteren kamp med sin egen alderdom, som provokerer hendes forfængelighed, men som også må vige for kærlighedens indre barn: ”Det barn/ jeg stadig er.” (s. 42).