Opmålingen af verden

Citat
”Ved Akademiet holdt Humboldt forelæsninger om de menneskelige nervers ledeevne. Han var til stede, da man i støvregn på en oprodet græsplæne uden for byen målte det sidste afsnit af den længdegrad, der forbandt Paris med Nordpolen. Da det var fuldført, tog alle deres hatte af og trykkede hinandens hænder: en timilliontedel af strækningen ville, afmålt i metal, blive til enheden for alle fremtidige længdemål. Man ville kalde den meter. Det fyldte altid Humboldt med begejstring, når noget blev målt; denne gang var han beruset af entusiasme. Ophidselsen holdt ham søvnløs i flere nætter.”
”Opmålingen af verden”, s. 37.

I 2005 fik Daniel Kehlmann sit helt store gennembrud med romanen ”Die Vermessung der Welt” (”Opmålingen af verden”, 2006). 

Bogens plot er todelt, men for så vidt enkelt: Vi følger to videnskabsmænd, Alexander von Humboldt og Carl Friedrich Gauß, der på hver deres måde har sat sig for at registrere, indfange og forstå verden. Humboldt rejser ud i verden for at indsamle alskens materiale fra naturen, mens Gauß bliver hjemme og sætter sig for at løse alskens matematiske gåder. Læseren følger skiftevis de to, inden de mødes i Berlin i midten af det 19. århundrede.

Humboldt rejser til Sydamerika for at opmåle og nedfælde verden med sine nye måleinstrumenter. Han er på opdagelsesrejse i naturvidenskabens navn, og han er fuldstændig ude af stand til at forholde sig emotionelt til verden. Alle menneskelige relationer reduceres til forskningsprojekter i stedet for konkrete forhold, man må forholde sig til.

På den anden side er Gauß, der umiddelbart er hans modsætning. Gauß bliver hjemme og forsøger – i stedet for at kortlægge den ydre verden – at finde verdens indre logik og sammenhænge. Han helliger sig matematikken og fysikken og de teoretiske videnskabers ambition om at opstille love og modeller, der kan forklare og forudsige den ydre, empiriske verden. De to forskere har dog deres verdensopfattelse til fælles: nemlig en stålsat tro på moderniteten og rationalitetens forestilling om, at alle forekomster, begivenheder med mere kan forklares ved hjælp af fornuften.

26696224

Begge helliger de sig naturvidenskaben og det rationelle verdenssyn i en sådan grad, at de mister blikket for alt det andet. Paradoksalt nok handler ”Opmålingen af verden” netop om alle de ting, der ikke kan måles, vejes, registreres. Bogens hovedfigurer – belærte og kloge ud i det naturvidenskabelige, som de er – bevæger sig hele tiden på grænsen mellem den store viden og den totale uvidenhed.

Daniel Kehlmanns fortællestil er karakteriseret ved en særdeles veludviklet humoristisk sans. Uden at udstille sine karakterer, beskriver han omgang med verden på samme tid med kærlig indføling og ironisk distance. Kehlmann selv har beskrevet forholdet til sine figurer således: ”Bogen reflekterer min egen ambivalens over for oplysningsbevægelsen og videnskaben. Jeg har dyb respekt for både Humboldt og Gauß, og selv om jeg sætter dem i morsomme situationer og bruger dem til en del komediespil, så gør jeg aldrig i én eneste sætning grin med deres begær efter viden og erkendelse. Der er den ambivalens i romanen over for personerne, men modsigelserne og ambivalensen er jo netop det, som litteraturen og kunsten også skal vise.”

Citatet beskriver den helt centrale pointe i bogen. Nemlig oplysningen og rationalitetens manglende evne til at favne det metafysiske og det eksistentielle. Humboldt har for eksempel intet begreb om kærligheden, fordi den ikke umiddelbart kan observeres og måles.

Kehlmann har placeret sin roman i en specifik historisk epoke med virkelige historiske figurer. Han føler sig som forfatter dog ikke mere forpligtet på det historisk korrekte, end at han digter løs over sine figurer og deres tid. Men ved at placere romanen i historisk tid giver han sit værk en autoritet og et perspektiv, der giver figurerne universel karakter.