Daniel Kehlmann skriver sig ikke ind i nogen specifik tysk tradition, selv om den tyske åndshistorie er meget præsent i værkerne. Henvisninger til filosofi, naturvidenskab og anden skønlitteratur er strøet behændigt ud i værkerne. Ikke som en demonstration af viden, men som tematik og fortælleteknisk greb.
Skal man pege på Kehlmanns litterære åndsfæller skal de ikke findes blandt tyske efterkrigstidsforfattere. Kehlmann ser sig ikke, som så mange andre før ham, forpligtet på ”den nære tyske fortid” – Anden Verdenskrig. Dermed ikke sagt, at Kehlmann ikke forholder sig til den, men som han sagde i et interview: ”Byrden er der, men forskellen er, at jeg ikke føler en forpligtelse til at skrive om det. De ældre forfattere følte en forpligtelse til at skrive om emnet og agere som politiske spillere, denne forpligtelse var en konsekvens af nazismens gerninger. Litteratur skulle være politisk engageret og tage parti i konkret tysk politik. Derfor blev tysk litteratur generelt så middelmådig i efterkrigstiden i forhold til verdenslitteraturen.” (Daniel Kehlmann i interview i Århus Stiftstidende, 11.06.2008-06-11).
Man skal andre steder hen for at finde Kehlmanns inspirationskilder og litterære slægtninge. Selv har Kehlmann flere gange nævnt den amerikanske filminstruktør Stanley Kubriks film ”Barry Lindon” som væsentligste inspirationskilde til ”Opmålingen af verden”. En oplagt sammenligning kan man også finde i den europæiske litteraturs storklassiker ”Don Quijote”, fordi Kehlmanns hovedfigurer i stil med Cervantes’ berømte ridder er bedrøvelige figurer, der kæmper mod vindmøller og ofte fejltolker trods de bedste hensigter.
I ”F” operererleger Kehlmann kontinuerligt med referencer til kunsthistoriske centralkoordinater som Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov” eller Orson Welles’ ”F for Fake”. Han holder dog litteraturhistorien ud i strakt arm, i det kunstens verden både udstilles og latterliggøres samtidig med at hans romaner også indskriver sig i den. Kehlmanns omgang med hanssine litterære og filmiske forlæg reflekteres hele tiden ind i en ny form, og hans romaner holder balancen mellem det parodiske og det originale.