Lars Kepler skriver let og effektivt. Fortællingerne er spraglede og organiske med vidt forgrenede plots og store persongallerier. Den hårde forpligtelse på virkeligheden tynger ikke projektet.
De usexede figurer fra den traditionelle skandinaviske krimi, den træge bureaukrat, den korrumperede politiker og den kyniske erhvervsleder samt hele politietaten, har fået en overhaling og fremstår som glittede Hollywoodfigurer. Fattigdomsproblemer og folkesygdomme er henvist til periferien. Hvis der er sygdomme blandt de centrale karakterer, er det bløderlidelser, som den russiske zar også led af.
Alexandra Ahndoril var en kort periode opstillet som rigsdagskandidat for det socialistiske Vänstre, men hendes bedrifter som Kepler minder mere om et uddrivelsesritual ovenpå hundrede års proletarvælde end et indlæg for et socialistisk samfund. Det betyder ikke, at Keplers romaner ikke har et samfundssigte, men det er på terapiniveau:
“I vores del af verden er man kommet langt væk fra døden. Man ser ikke døde, man tager ikke hånd om sine døde og har egentlig ikke noget forum for at håndtere sin skræk og fortvivlelse omkring det, som er skræmmende og svært begribeligt. Al litteratur og kunst cirkler omkring dette, men jeg tror, kriminallitteraturen gør det tydeligst. Den præsenterer en gåde, en uhyggelig forbrydelse, en forfærdelig hændelse, og bagefter skruer den på en eller anden måde verden sammen igen. Det er selve overenskomsten mellem forfatter og læser, og alt det virker forløsende.” (Jens Andersen: Det var som en skaberrus. Interview i Berlingske Tidende, 2009-08-15).