Lars Keplers fornavn er hentet ud af Stieg Larssons efternavn, og det er en hilsen, som virker helt på sin plads. Ville Stieg Larsson måske have svært ved at identificere sig med Keplers forvaltning af genrens socialpolitiske dimensioner, så ville han givetvis anerkende det stort anlagte format, som helt indlysende skylder ham en del.
En anden stor guide ind i Stockholms underverden de her år er Jens Lapidus, men Lapidus begiver sig ikke af med politiromaner og trakasserier i den dannede og uddannede middel- og øvre middelklasse, som er Keplers afsæt. Hans perspektiv er forbryderens, og hans stil er langt hårdere og hurtigere.
Et eller andet sted i en fjern baggrund skriver Strindberg og Bergman med. Familien er den dominerende institution i Keplers univers. Det er her, Kepler lægger sin psykologiske interesse. De bestialske drab har karakter af symbolske gennemspilninger af det traditionelle slægtsdramas tragedie; mordet på sjælen.
Pseudonymet har en lang historie i litteraturen og en særlig placering i dansk kulturhistorie takket være Kierkegaard og hans mange forskellige noms de plumes. Den særlige variant, heteronymet kom til senere. Det tilskrives den portugisiske forfatter Fernando Pessoa, som virkede i de første tiår af det tyvende århundrede. Undervejs opdigtede han en håndfuld alternative forfatteridentiteter. Det er derfor ikke overraskende, at doktoranden Alexandra Ahndorils afhandling netop handler om Fernando Pessoa.
Herhjemme har forfatterægteparret Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle taget det til sig. De er den færøske Liv Mørk, når de skriver krimier sammen.