Beslægtede forfatterskaber

Troels Kløvedal lægger sig tæt op ad den danske tradition for rejsebeskrivelser og eventyrlige beretninger. Hakon Mielches rejser – blandt andet med ekspeditionsskibet Galathea, ligger lige for at nævne, men også Jens Bjerre, Elmer Drastrup, Göran Schildt og ikke mindst Aage Krarup-Nielsen kan nævnes. Fælles er nysgerrigheden, vovemodet og lysten til eventyr.

Thorkild Hansen har i sine rejsedagbøger ”Pausesignaler” (1959), ”Syv seglsten” (1960) og ”En kvinde ved en flod” (1961) skildret rejser i Europa, Afrika og de arabiske lande, og digter Thomas Boberg bygger sit forfatterskab på en udlængsel efter det ukendte, som det for eksempel skildres i rejseminderne ”Sølvtråden” (1996) og ”Americas” (1999).

En nyere eventyrer, der har rejst langsomt og simpelt gennem verden, er formand for Eventyrernes Klub, Bjørn Harvig. Han rejser til fods og på cykel, for kun ved at bevæge sig i kroppens eget tempo har han tid til at møde de mennesker og historier, der viser sig undervejs. Det har han skrevet om i ”Igors æblehave, ”Kaukasus og kildevand” og ”Bosniske brødre”.

Troels Kløvedal var et meget litterært orienteret menneske, og han nævner selv en lang række forfattere, som han holder af. Af de franske nævner han Charles Baudelaire, Émile Zola, André Gide, Camus, Sartre, Marguerite Duras, Antoine de Saint-Exupéry m.fl. Af de russiske Pusjkin, Turgenev, Tjekhov og Tolstoj, og af de danske er det særligt Thøger Larsen og Johannes V. Jensen, der følger ham gennem livet.