Peter Øvig Knudsens “Blekingegadebanden – Den hårde kerne” afdækker det, læseren har ventet på siden første bind om danmarkshistoriens mest professionelle kriminelle bande: De gerninger, der gjorde Blekingegadebanden til Blekingegadebanden i nationens kollektive hukommelse.
Øvig Knudsen spænder den dramatiske kurve hårdt, og klipper rutineret mellem action i nutidsform og mere udredende passager i datid; alligevel lider lødigheden aldrig overlast. Det er virkelige mennesker, gal aktivisme og skræmte funktionærer, forbrydere og ofre. Det mærker man, og det er vigtigt.
28012691
Bogen kortlægger, hvordan inderkredsen i KA (Kommunistisk Arbejderkreds) fortættes og professionaliseres af deres erfaringer gennem 1980’erne. Hovednerven er operationerne, de vellykkede røverier mod pengetransporter i Lyngby i 1983 og Herlev i 1985 og julerøveriet mod Daells Varehus i 1986. Også planer, der aldrig blev realiseret, lægges frem. Hvad der kunne have været en spektakulær kidnapning af en svensk milliardærsøn står centralt. Kulminationen kommer med røveriet mod Købmagergades Postkontor og drabet på den unge betjent Jesper Egtved Hansen. Efterspillet er retssag og dom. Men der er mere kød på skelettet: Øvig Knudsen går tæt på både politi, PET og myndighedsdanmark, og kritikken er krads. Hvorfor blev røverierne ikke efterforsket korrekt, hvorfor greb PET ikke ind tidligere -– de kendte til gruppens eksistens gennem mange år, og hvorfor blev gruppen ikke retsforfulgt for alle de forhold, politiet mente at kunne føre bevis for? End ikke justitsministre går fri. Fra denne vinkel er det et nervøst lille Danmark under pres fra egen terrorangst og større kræfter i udlandet, der tegner sig.
Stærkt er portrætterne af gruppen, ikke så meget som enkeltpersoner, men netop som gruppe. Hovedpersonerne var alle tilsyneladende almindelige mennesker og levede dermed dobbelte liv, som kan virke helt ubegribelige. En helt igennem grænseløs -– og dermed skræmmende -– professionalisme er det indtryk, læseren efterlades med, når det forklares, hvordan gruppen arbejdede fra hovedkvarteret i Blekingegade på Amager. Et mylder at dækadresser, arkiver, navneregistre og alias’er – alt sammen i den højere sags tjeneste. Og ofte var de langt foran politi og efterretningstjeneste både hvad angik deres egen kriminalitet og andres - sidstnævnte i forbindelse med en lyssky handel med en dansk våbenfabrik, der havnede på israelske hænder.
Som i første bind har Øvig Knudsen lange samtaler med ’Stemmen’ – her folder bogens etiske nerve sig ud, og her tegnes portrættet af afsporet idealisme indefra gennem en midaldrende mands selvransagelse. Den ekstreme venstrefløj var ikke for sjov, målet helligede midlerne og hvad der blev set som et flertals frihedskamp måtte gerne koste få mennesker lidelser.