Antologi

Citat
”Længes nu kun efter livet,
døden eller en handling
udover kontinuiteten i tiden.
Det er ikke til at sætte navn på, døgnene har ingen navne
pludselig er de væk
og ingenting er til at nærme sig.
Mest af alt er det umuligt at slutte
men endnu mere umuligt at fortsætte.
Der er noget der holder sammen
men også disse opløsende forudanelser:
havets rolige lyde ved aftentid,
telefonen ringer og nogen er død
Erindringens rykvise forstummen
de slørede og de klare linier.
”At flyve”, ”Antologi”, side 15.

Janus Kodals debutdigte ”Antologi” fra 1991 er en poetisk beskrivelse af livet som rodløs ung i storbyen. Digtsamlingen kredser om et gennemgående 'jeg', som er til stede i de fleste digte. Enkelte steder nævnes også et højtideligt 'vi', som minder om 80er-digternes kollektive 'vi', hvor digteren (angiveligt) beskriver noget alment gældende gennem poesien. Her er også klassiske firser-digte som ”Maretropolis”, hvor byen er en stor fremmedgørende maskine, mens andre digte skildrer det bittersøde (kærligheds-)liv som ung storbyboheme – f.eks. ”Venners værelser” og ”Jeg vil aldrig se dig igen”.

Følelsen af desperation og et ønske om flugt er gennemgående i ”Antologi”, som i digtet ”At flyve” der sender en hilsen til den græske myte om Ikaros. Ikaros var en mytisk figur, som forsøgte at undslippe sit fangenskab på øen Kreta ved hjælp af hjemmelavede vinger. Men Ikaros fløj for tæt på solen, så vingernes voks smeltede, og han styrtede i døden. Men hvor pointen i myten er, at man skal lytte til faderens advarsel om at bruge sine evner forsigtigt, giver Kodal i ”At flyve” fanden i faren: ”Længes nu kun efter livet, døden eller en handling ud over kontinuiteten i tiden.” Digtet, som består af en enkelt strofe på 27 vers, emmer af ønsket om at undslippe tid og sted med flyvningen som metafor for eksistensen. Der er i digtet flere henvisninger til Ikaros: ”[...]ingenting er til at nærme sig”, ”labyrinten” og ”opløsende forudanelser”.

Det handler om at overkomme trivialiteten og leve et meningsfuldt liv med ”varmen og kroppene, labyrinten i en sweaters skønhed, dagene der bliver siddende og en ramme uden glas.” Her handler det om at gøre øjeblikkene evige, men i digtets afslutning bliver denne tilstand en risiko, da det evige vel netop er det allermest trivielle, der findes.

”Antologi” tematiserer den unge storbyeksistens og en søgen efter noget at gribe fat i i en meningsløs verden.