Martin Kongstads analyse af de forskellige samfundsgruppers omgang og kamp med hinanden giver anledning til følgende konklusion: Klassekampen er ikke ovre, men forudsætningerne er ændrede. Det handler ikke længere om, at en fattig arbejderklasse kæmper for at skaffe sig de samme økonomiske goder som resten af samfundet, men om at ikke alle kan begå sig på de bonede gulve blandt den kreative klasse. Den kulturelle elite som bringes frem i ”Han danser på sin søns grav” udmærker sig ikke ved at være synderligt velhavende, men de betjener sig af nogle for udenforstående uforståelige koder og omgangsformer. Folk med en anden baggrund end den, som man får på kreative københavnske eller nordsjællandske privatskoler, er meget udsatte i dette spil. Allerhøjst kan man blive en forbigående figur i et kreativt overklassedyrs bestræbelser på at smykke sit liv med en ægte autentisk ven med en anderledes baggrund, ligesom det er tilfældet i debutens første novelle, ”Det vi kalder Berna”.
Den anke, man kunne rejse mod Kongstads klasseopdeling er, at den ikke levner plads til nuancer af forestillingen om nogle totalt adskilte samfundssegmenter, som ikke er i stand til at omgås hinanden. Måske er verden ikke så sort-hvid, som de fremstilles, men det er disse modsætninger, Kongstad sætter i spil for at kunne komme med en klar pointe.
Fortælleren i ”Han danser på sin søns grav” er ikke køligt observerende men analyserer konstant de optrin, han befinder sig i eller iagttager. Der bliver ikke beskrevet men fortalt, og det afslører bogens egentlige ærinde. Målet er ikke at skabe et værk af enestående litterær værdi, men derimod at analysere den kreative klasse i en fiktiv ramme. Det er en debatskabende bog med en klar tematik, som er tilstede i stort set hver eneste sætning. Det handler om at udstille problemet med den kreative klasses mangel på værdier i det tomrum, som 68'erne efterlod, efter at have hyklet paroler og socialistiske slagord af sig, mens deres liv forsumpede i dyr rødvin og murermestervillaer. Fortælleren Mikkel har gennemskuet problemet, men kan ikke finde nogen udvej, og forvandler sig gradvist gennem novellerne til en klassisk litterær figur: Den selvdestruktive drukmås.