Martin Kongstads bøger er et eksempel på, at generation X, altså folk som er født i tresserne og halvfjerdserne, er begyndt at reflektere over sig selv. Tv-serier som ”Klovn” og ”Manden med de gyldne ører” skaber satire over de fyrreåriges problemer med at komme overens med en verden, som de reelt har tømt for andet indhold end mikrobryggerier og designerbørnetøj. Denne refleksion kommer også til udtryk i litteraturen.
Rent litterært er ”Han danser på sin søns grav” umiddelbart sammenlignelig med Jan Sonnergaards ”Radiator-trilogien” (1997) og ”Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom” (2009), men hvor Sonnergaards noveller tager fat på både under-, over- og mellemvaremenneskenes eksistens, holder Martin Kongstad sig til at analysere den kreative klasse. Tematisk kan man også sammenholde Kongstads opgør med 68-generationen med Katrine Marie Guldagers opgør med samme i for eksempel hendes bøger ”Lysgrænsen” (2007) og ”Nu er vi så her” (2009).
Fortælleren Mikkel Vallins deroute er set før. Figuren er især kendt fra Tom Kristensens ”Hærværk” (1930), hvor litteraten Ole Jastrau kaster sig ind i en alkoholiseret nedtursspiral, som først ender, da han har mistet familie og hjem. Temmelig meget ligesom Mikkel Vallin i ”Han danser på sin søns grav”.
Desuden er Vallins evige fokus på små, materielle ligegyldigheder et greb, man før har set hos Bret Easton Ellis i ”American Psycho” (1991), hvor hovedpersonen Patrick Batemans optagethed af mærkevarer og appearance grænser til det... ja, psykotiske. I ”Han danser på sin søns grav” bemærker Mikkel for eksempel i første novelles afsluttende klimaks, hvor en fest er endt i en total katastrofe: ”Irrationelt bemærkede jeg, at de havde parketgulv og ikke brede planker.” Desuden er madskribenten Vallins sans for kulinariske indslag allestedsnærværende og udpensler generationsportrættets pointe.