Den danske muld og det danske guld

Den kritik, der blev rettet mod forfatterskabet fx i 1940´erne, tog sit udgangspunkt i bøgernes form. Man mente, at Korch skrev for dårlig litteratur. Kritikerne kastede sig over det æstetiske. Bøgerne var teknisk set for ringe konstruerede og alt for forudsigelige. Den obligatoriske "happy end" gav især rynker på kritikernæsen.

Men man overså i mange år, at Morten Korch var (og er) en meget ideologisk forfatter med fasttømrede meninger om livet i Danmark. Eller snarere hvordan det bør leves. Når Morten Korch lader helten vinde sejr over sine modstandere, så er det fordi, at netop han repræsenterer de værdier, som bør overleve alt. Morten Korchs romaner er ikke banale eventyr om kampen mellem abstrakt ondskab og godhed. Korch er helt klart "den lille mand"´s repræsentant i en verden, der er styret af storindustri, storfinans, storbanker, storbrug og fæle socialdemokratiske agitatorer. I Korchs romaner får disse institutioner og deres repræsentanter én over snuden. Og manet besværgende ned i den kernesunde danske muldjord.