Kosovic, Birgithe

Af cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information.. 2010.

I århundreder har den danske historiefortæller Birgithe Kosovics serbiske slægt holdt sin blodige fortid i live med mundtlige beretninger fra generation til generation. Og gennem det meste af ti år har hun arbejdet på at sammenfatte dem i en roman. Nu ligger den her endelig, “Det dobbelte land”, et stykke drabeligt Balkandokumentation, et gribende slægtsdrama og en værdig opfølger til forfatterskabets to første fremragende fortællinger, “Legenden om Villa Valmarana” og “Om natten i Jerusalem”.

Blå bog

Født: 22. marts 1972 i Albertslund.

Uddannelse: Studier i dansk ved Københavns Universitet. År ikke oplyst.

Debut: Legenden om Villa Valmarana. Gyldendal, 1997. Roman.

Priser: Weekendavisens Litteraturpris, 2010. Danske Banks Litteraturpris, 2011. Radioens romanpris, 2011.

Seneste udgivelse: Det dobbelte land. Gyldendal, 2010. Roman.

Idol: Jana, en dværg.

Hobby: At trimme tekster som en skotte trimmer greens.

 

Hør lydklip fra 'Det dobbelte land'

 

 

 

 

Baggrund

“Til sidst var det ebbet ud i hende. og selv om hun lå så ubevægelig der på flisegulvet, kunne man stadig læse den kamp, der var gået forud, i hendes anstrengte ansigt. Det var det, hun havde frygtet allermest – ikke døden, men denne kroppens vilje til livet.”

“Det dobbelte land”, s. 9.

Birgithe Kosovic er født den 22. marts 1972 i Albertslund. Hendes far er serber, moren dansk. Visheden om, at hun skulle være forfatter, kom til hende under en skriveøvelse i de tidlige skoleår i Albertslund. Som student snusede hun kortvarigt til danskstudierne på Københavns Universitet og arbejdede ellers som researcher ved månedsbladet Press og som featurejournalist på Dagbladet Information og Morgenbladet i Norge. 

Det meste af det er fra før den almindelige udbredelse af elektroniske artikeldatabaser, men vi har umiddelbar adgang til to artikler på Morgenbladets hjemmeside, den ene om Christian Lemmerzs udstilling af fordærvende svinekroppe i Esbjerg og den anden om den japanske kannibal Sagawa, som i Frankrig åd halvdelen af sin kæreste og blev celeb, da han vendte tilbage til Japan efter at have udstået en behandlingsdom på tre år. Det er ikke egentlige features, men klummer. I den sidste hedder det. “Til svar på dette må man spørge, om det er samfundet eller individet, der skaber det onde? Og dertil kan man kun sige, at samfundet vil altid være ondt over for den enkelte, fordi det opstiller regler, der ikke kan gås på kompromis med. Over for dette står mennesket, og om han vil videregive det onde, han udsættes for, eller ej, er altid hans eget valg. Lige som det er hans eget valg, om han hellere vil hæve sig så meget over sig selv, at han kan forstå de andre – og tilgive dem. Kærligheden er et personligt valg, og for dette står det samvittighedsfulde menneske til ansvar over for enhver.” (Birgithe Kosovic: Ikke et ord om kærlighed. Morgenbladet 1994-05-08). 

Den kategoriske tone er den ungdommelige usikkerheds ældste skjul; på fire sætninger får hun i en alder af toogtyve ordnet, hvad filosofien har brugt totusinde år på ikke at kunne finde ud af; kærligheden og ondskabens natur, forholdet mellem samfund og individ og den fri vilje. Citatet er indikativt for forfatterskabets emnekreds og dybe søgen, og det er skrevet på en indsigt og afklaring, som er typisk for den store fortæller der er tidligt modnet – måske som konsekvens af hendes fars slægts akkumulerede erfaring af krig og vold på Balkan.

Legenden om Villa Valmarana

“Selv om uden hende, det vidste hun, ville ingen af de tre eller Villa Valmarana være til. Forlod hun dem, gik hun ud til det store intet på den anden side af dalen, ville alt være fortabt. Men efterhånden som tiden gik anede man i Janas øjne, at hun, hellere end at leve i det beståendes begrænsning, ville kaste sig ud i det fantastiske intet derude på den anden side af Valletta del Silenzio. Der kom en tid, hvor hun kun længtes efter at dø.”

“Legenden om Villa Valmarana”, side 62.

Birgithe Kosovics debut kommer i 1997 under titlen “Legenden om Villa Valmarana”, og det er et stykke magisk realisme om at være anderledes, fuldkommen anderledes. Hovedpersonen Jana er stikker ud fra familien, fordi hun er dværg, og hun er forskellig fra alle andre både på grund af sin størrelse og sine adelige aner. Hun vokser således op i et Europa, som er ved at krænge den feudale ham af sig, og som inden under viser sig at være borgerlig. Jana fødes i kølvandet på menneskerettighedernes lovfæstelse i 1789 og dør med den største af attenhundredtallets revolutioner i 1848.

Hun vokser op på Po-sletten i Norditalien i et i ordets mest radikale betydning beskyttet miljø. Hendes forældre er døde. Bedsteforældrene har forvandlet slægtsresidensen Villa Valmarana til et torneroseslot. Hun er afskåret fra omverdenen og har ingen ide om sin deformitet. De har fundet på en historie fra de varme lande, som forklarer deres egen størrelse. Hun har aldrig set andet end villaen og den omliggende park. Hun er blevet fortalt, at verden slutter på den anden side af den store mur, som omkranser godset. Meningen er, at hendes lykke aldrig skal forstyrres af omgivelsernes fordømmende blikke. Indtil hendes fjortende år virker det, men så begynder villaens begrænsninger at lukke sig sammen om hende, og en dag klatrer hun over muren og begiver sig ud i verden. Her bliver hun offer for en horde gadedrenge.

En rig greve tager hende til sig, og i hans tjeneste observerer hun på afstand inkarnationen af alt det, hun ikke selv er – den guddommelige Veronica – og den kærlighed, hun aldrig selv vil komme til at opleve selv, i det lidenskabelige stormløb, greven udsætter Veronica for. Grundlæggende prøver Jana at skabe et overblik i en malstrøm, hvor alt rummer sin egen modsætning, hvor alt bærer intet i sig: “Men som så meget andet, som ender med at modsige sig selv når det føres ud i sin yderste konsekvens, gjaldt det også for denne hendes svaghed, at den samtidig var hendes styrke.” (side 47). Det er en dybt menneskelig fortællerstemme, helt i ånden fra den blanding af rokoko og nyklassicisme, der flyder sammen i de mættede miljøskildringer. Handlingsforløbet er tilsvarende klart og formidles formfuldendt med talefigurer og rytme.

Om natten i Jerusalmen

“Mihrimah var vokset op i Topkapi Paladsets harem, hvor kvinder gik klædt i silke og smykkede sig med ædelstene; hvor salene havde høje vinduer med juvelindfattet persisk glas, og hvor man så store guldfisk svømme dovent omkring i bassinerne. Hun var født til et andet liv end det, hun kendte til. Men dette er historien om uoverensstemmelsen, og den er som sandheden; den omfatter enhver modsætning (…)”

“Om natten i Jerusalem”, side 52.

Birgithe Kosovics anden roman “Om natten i Jerusalem” fra 1999 har den unge munk Theodor i hovedrollen. Han er opvokset på et børnehjem i København i begyndelsen af det tyvende århundrede og lever indtil sit femtende år i illusionen om en rig og adelig baggrund, som vil afsløre sig, når hans far endelig rider ind gennem porten og tager ham med til sine godser. Så har han et klarsyn af den slags som nemt ender i en religiøs forståelsesramme og forlader barnehjemmet, begiver sig mod Italien, hvor han bliver optaget i en munkeorden.

Kødet slider i ham, og da han en dag møder den smukke, unge syerske og græsenke Mathilde, bliver det ham magtpåliggende at udleve drømmen om en pilgrimsrejse til Jerusalem. Her er det “som sover stenene. (…) Så mange historier, de ville kunne fortælle – og dog ville de kun kende til to: én om længsel, som giver løfter om så meget mere, end øjet ser – om andre verdener og andre liv; og en anden om, at der intet andet er at finde.” (side 7). Det er det svar, byen har at tilbyde ham på de spørgsmål og den tvivl, som mødet med Mathilde har rejst. Det leveres af en gammel tiggerske, som han giver logi på det herberg, hvor han har indkvarteret sig. Hun fortæller ham om den smukke prinsesse Mihrimah med den deforme næse, der som sekstenårig blev indlemmet i pashaen af Palæstinas harem, og om de vanskeligheder, hun her mødte i forholdet til pashaen, som hun ikke kunne skænke en søn, og i forholdet til hans tre første koner.

Fortællingen arbejder sig hen mod Theodors forløsning med den samme magiske realisme, som Kosovic introducerede i debuten. Tiggersken viser sig at have en anden baggrund end Theodor kunne have forestillet sig, hvis hun da ikke bare er et drømmesyn. Han er ikke sikker. Den forløsning, hendes fortælling tilbyder, oversætter sig rimeligt nok til en følelse: “Hvad enten der måtte være mere, end øjet ser, eller ej, følte også han sig som disse stens lige – så fuldkommen overgivet til sig selv, til denne ene verden og dette liv.” (side 114). Det kan læseren jo så reflektere over i almindelighed og måske i særdeleshed som en udsigelse, der angår hans eget forhold til værket.

“Om natten i Jerusalem” er foreløbig oversat til syv sprog.

Det dobbelte land

“Han kan se de andre for sig derhjemme: De kryber sammen under spisebordet i køkkenet, og der sidder Frane, Tomislav og Svetlana, der holder om Miki. Selv om hans barnebarn er tretten år og gammel nok til at insistere på at blive kaldt ved sit rigtige navn, Miloš, skjuler drengen ansigtet mod sin mors hals, mens granaterne detonerer på parkeringspladsen neden for altanen. Tordenbragene er så øredøvende, at ruderne klirrer, og lamperne i loftet bæver i deres ledninger – man gisper, mens jordklumper, metalstumper og glasskår rasler ned på altanens betongulv.”

“Det dobbelte land”, side 11.

Hovedpersonen Milovan i Birgithe Kosovics roman “Det dobbelte land” fra 2010 er flygtet op i bjergene i Kroatien. Her modtager han et brev, som meddeler ham, at hans hustru er død. Herefter passerer hans liv revy, og vi forstår, at der er tale om en noget nær fuldkommen personlig fallit. Tyve år tidligere opgav han uden videre kamp sin bestilling som partisekretær til en ung, lokal spytslikker, han bedrog sin hustru med sin kræftsyge bedste vens gravide kone, og han nægtede at bruge sin indflydelse til at afværge en fængsling af sin egen søn.

Nu er det de tidlige 1990'ere, og rundt omkring ham er kroatiske nationalister i gang med at rense landet for folk af serbisk oprindelse. Milovan har serbiske rødder.Han er søn af partisanen og modstandshelten Radoslav, barnebarn af landsbyhøvdingen Jovan og oldebarn af Kos, som dræber en skatteopkræver i Hercegovina og flygter over bjergene til Kroatien, hvor han slår sig ned i dalen og giver slægten en ny hjemstavn og et nyt navn, Kosovic.

Romanen er i den forstand biografisk eller delvist biografisk. Det er Birgithe Kosovics egen slægt, der fortælles om, for Kosovic beretter de historier, hun har hørt i sin familie. Titlen kunne vel lige så godt have været det mangedobbelte land eller det fragmenterede land, for så vidt som den forsøger at indfange et virvar af etniske, religiøse, nationale og politiske modsætninger. Det er den tilstand, som regionen er blevet synonym med, og det er det fænomen, vi normalt blot kalder balkanisering. I Kosovics behandling af stoffet bliver det til en fortælling om skyld og skam, for jo tættere vi kommer på nutiden, jo mere kommer vi om bag facaden på slægtens hårdføre mænd, og jo mere vi kommer om bag facaden, jo mere kontrast kommer der til det billede, der opretholdes i offentligheden.

Alle har de lig i lasten. Fortællingen er tæt på forfatteren, den vokser vildt og voldsomt på hende, men når man ser gennem stamtræets virvar af grene, øjner man trods alt et hårdt klippet bonzaitræ eller to. Det forhindrer ikke, at beundrere af forfatterskabets to første stilrene brokader givetvis ville ønske, at hun havde valgt hårdere i stoffet og gjort det til en (håndfuld) fortælling(er) af samme skuffe eller reduceret de tre første fjerdedele til skyts i den sidste fjerdedels påkoblede ægteskabsdrama eller som i spanske Julio Llamazares enestående tyste “Den gule regn” reduceret ægteskabsdramaet og røverhistorierne til et fjernt ekko og en manende tomhed i den gamle mands liv mellem bjergene.

 

Genre og tematikker

Birgithe Kosovic har blikket rettet mod de dybe strømninger i historien. Mod kristendom, humanisme, nationalisme og individualisme. Hun bryder disse dybe strømninger i blikket på udskuddet og eneren: dværgen Jana, den forældreløse munk Theodor og Mihrimah med den deforme næse. Fortællingerne kredser om identitetsskabelse og -nedbrud i en forskelsløs, sublimeret, erotisk tekstur bugnende af sansninger, længsler, nysgerrige blikke, kurmageri, ægteskaber, fyrster og haremmer. Lægger man et freudiansk perspektiv ned over herligheden, vil billedet givetvis blive forstærket af et par grotter og lidt hav af en slags. Hovedperspektivet ligger hos kvinder i de to første romaner, og det gør sympatien også.

Med “Det dobbelte land” fører forfatteren undersøgelsen af de enhedsskabende dimensioner ind i farens familie og frem mod nutiden, og jo tættere hun kommer på nutiden, jo tættere kommer hun på egentlig realisme. Mest mærkbart bliver erotikken ekspliciteret. Der elskes og knaldes i passager ganske udpenslet, og så voldtages der, for selv om perspektivet her er mandens, så er det nærmere som en uddybelse af, hvorfor det nu lige var, at kvinderne var sympatiske i de første romaner. Nu får vi kalorius at se indefra. Nogle af mændene er gode til at stikke med knive og skære kagen, når det kommer til at organisere en landsby eller kravle op igennem et eller andet bureaukrati, der er hierarkisk organiseret lige som grenene på det højeste træ i lysningen, men overvejende har de ikke fattet imponerende meget af livet som sådan. De har lidt svært ved at fange budskabet, som hun udtrykte det allerede i den første, tidlige artikel om vilje, valg, individualitet og kærlighed: “Kærligheden er et personligt valg, og for dette står det samvittighedsfulde menneske til ansvar over for enhver.” (Birgithe Kosovic: Ikke et ord om kærlighed. Morgenbladet, 1994-05-08).

Beslægtede forfatterskaber

Birgithe Kosovic ligger af alder og debut mellem halvfemsergenerationens punktprosaister og nullergenerationens legesyge og eksperimenterende digtere. Fra første pennestrøg skriver hun sig dog ind i en helt anden tradition for at forbinde tænkning og skrivning i magisk realisme, og hun bevæger sig således hinsides de brydninger, som hvert tiende år gør, at litterater begejstret kan opregne en ny generation. Birgithe Kosovic hører i den forstand til i generationen af de generationsløse.

Forfatterskabet har sin egen tidløse stemme, som i de første romaner folder sig ud med et rent og naturligt ekko af Karen Blixens “Syv fantastiske fortællinger”. Som Karen Blixen beskrev sig selv som storyteller, så er Kosovic rent faktisk ud af en slægt af storytellere. Helt konkret mærkes det som en forskydning mod det forrige århundrede, mod eksotiske steder, mod adelige og fyrstelige karakterer, forunderlige hændelser og den erotiske understrøm, som de to forfatterinder har tilfælles. I “Det dobbelte land” går Kosovic ind og trækker direkte på de historier, som har vandret fra generation til generation i slægten.

Suzanne Brøgger er det tyvende århundredes anden markante danske storyteller. På flapfotoet til “Det dobbelte land” ligner Kosovic hende så meget, at det må være en tanke. De elegante hænder, som poserer skødesløst selvbevidst i forgrunden, de store øjne, håret der falder fra to let hævede faner mod en løs samling i nakken – minder umiskendeligt om en mørk balkanversion af Suzanne Brøgger. Trækker man sammenligningen ind i teksten, havner vi igen ved magien, den erotiske feminisme og de manende stemninger i eksotiske miljøer i glemte kroge af henrundne århundreder. Hermed også sagt, at vejen til Peter Høeg og i særdeleshed hans “Fortællinger om natten” er ganske kort.

 

Bibliografi

Romaner

Birgithe Kosovic: Legenden om Villa Valmarana. 1997. Roman. bibliotek.dk
Birgithe Kosovic: Om natten i Jerusalem. 1999. Roman. bibliotek.dk
Birgithe Kosovic: Det dobbelte land. 2010. Roman. bibliotek.dk

Om forfatterskabet

Hjemmesider

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Birgithe Kosovic bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Birgithe Kosovic: Ikke et ord om kærlighed. Morgenbladet, 1994-05-08.
Udskriv denne side
Beslægtede forfatterskaber

Tilmeld forfatterweb nyheder

 

Tilmeld dig nyheder om

Forfatterweb

 

Portrætter på vej

  • Maren Uthaug

  • Lena Andersson
  • Lea Marie Løppenthin
  • William Blake
  • Patrick Modiano
  • José Saramago
  • Samuel Becket
  • Stefan Spjut

 

Aktuelle temaer

Grøn omstilling

Krimi - for alle

Kroppen i litteraturen

Mad og mennesker

 

 

Hent introfilm om Forfatterweb

Intro-film til Forfatterweb

 

 

 

Adgang til Forfatterweb

Ønsker du fuld adgang til Forfatterweb?

 

Kontakt os

DBCs kundeservice