Normans område

Citat
”Det havde mor misforstået. For der var aldrig tale om at trække sig væk fra, men om at gå ind i verden. Når jeg læste, befandt jeg mig stadig i verden, blot på et andet sted end mange andre. Jeg kunne ligefrem mærke et ryk eller en slags skruebevægelse i kroppen, en besynderlig vridning […] på det punkt, hvor en fortælling åbnede sig, og alle spærrer blev fjernet. […] Jeg kan ikke sige det tit nok: Bøger er en del af verden. Mere verden.”
”Normans område", s. 220-221.

Jan Kjærstads roman ”Normans område” fra 2011 (”Normans område”, 2013) handler om den succesfulde norske forlagsredaktør John Richard Norman, der besidder specielle læseevner og sans for kvalitetslitteratur. Disse evner skyldes to ting i hans barndom: at han af sine klassekammerater blev tvunget til at spise en side fra en George Eliot-roman, og at han som syg og indlagt på et hospital blev helbredt af at læse ”Gullivers rejser”. ”…som jeg ser det, blev jeg rask af at læse. Det helede mig. […] fra da af har jeg haft en mistanke om, at det at læse og det at leve er tæt forbundet.” (s. 103).

Som 50-årig tager Norman orlov og ud på en lille norsk ø for at finde stilheden. Og læseglæden, som han har mistet. Norman får kvalme og kaster op af at læse ny litteratur, som for ham kun er kliché. På øen forelsker han sig hovedkulds i den smukke, hemmelighedsfulde og fascinerende svensker Ingrid Kyrklund. Norman genfinder efterhånden læseglæden, hvilket medfører et voldsomt opgør med Ingrid – et opgør, som bliver symbol på en kamp mellem liv og læsning, kærlighed og litteratur.

29910200

Bogens åbningsscene er en bilulykke, hvor Norman får en revne i kraniet og en brist i hjertemusklen. En scanning viser et nyt organ i hans hjerne, en såkaldt supracortex. Hans læge døber det ”Normans område”; ser det som en evolutionær udvikling af menneskets hjerne og udøver forskning baseret herpå. Normans egen teori er, at han overlevede grundet litteraturen: ”Der bliver vævet noget inde i mig, når jeg læser, og jeg kan ikke tro andet, end at denne væv med tiden må have flyttet sig op i pandelapperne.” (s. 154).

I det skrivende nu, år 2016, er Norman tilbage på forlaget. Her skriver han på otte års afstand sin historie. Bogen har en tredelt struktur med spring i tid og refleksioner over sindets igangværende erindringsarbejde. Indlejrede breve angiver, at Normans skriverier ikke blot er livserindringer. Han sender løbende sine kapitler til sin afdøde læges assistent med ønske om, at de bliver sendt videre til neurovidenskabeligt Institut. Uden om denne ramme er en yderligere ramme: en note skrevet i en fjern fremtid. Spundet ind i et net af litterære henvisninger og paralleller mellem liv og litteratur bliver romanen en metarefleksion og et slags dannelsesskrift med læselyst og litteraturens eksistentielle betydning som omdrejningspunkt – tematiseret som en kraft, der udvider verden og bringer mennesket tættere på det, vi kalder ’virkeligheden’.