Litteraturen, skriften og det at skrive litteratur er centrale temaer i Jan Kjærstads forfatterskab. Kjærstad fremhæver i sin essaysamling ”Menneskets nett” syv gode grunde til at læse, hvoraf den femte lyder: ”Den mest oplagte grund til at læse mere skønlitteratur er, at gode bøger øger fantasien, vores egen forestillingsevne. Hvorfor? Fordi læseren medvirker i enhver bog.” (”Menneskets nett”, s. 121). I ”Storefjeld” er netop imagination et centralt emne, og i ”Slægters gang” anklages Norge for at lide af en indgroet fantasiløshed.
Kjærstad beskæftiger sig med forholdet mellem litteratur og menneskelivet – litteraturens evne til at åbne og udvide verden og forandre mennesket. Litteraturens opgave er at fortælle om mennesket; fortællinger, som også bidrager til at skabe mennesket. Fantasien er vejen til udvidelse og skabelse af den menneskelige bevidsthed, og for Kjærstad er litteraturen fantasiens materiale, hvorfor den får en særlig betydning.
Kjærstad arbejder meget formbevidst med sine romaner – med at udfordre og bryde med gængse fortælleformer. Hans skrivestil er ofte karakteriseret ved fortællinger i flere lag og rammer. Kjærstads fortælleformer er metalitterære i den forstand, at de søger at bryde med den almindelige opfattelse af hvad ’virkelighed’ er, udvide begreberne for ’det virkelige’ og rykke ved læserens forestillingsevne. Denne udvidelses-tematik gælder også i forhold til menneskets identitet, hvilket for eksempel ses i Wergeland-bøgerne. Her sker der en ”kolossal udvidelse” af forestillingen om, hvad et menneske er. (”Erobreren”, s. 311).
Forholdet mellem fortælling og identitet kommer tydeligt til udtryk: Et menneske består af fortællinger, og kun gennem disse kan et menneskeliv forklares. Identiteten belyses som mangfoldig – hovedpersonen Jonas er både en magisk forfører, en mørk erobrer og en ydmyg opdager, alt på én gang og også meget mere end det. Denne udvidelses-, både-og tematik kan i forfatterskabet ses som en gennemgående mangfoldighedsmetafor, der ikke blot omfatter identiteten men hele virkeligheden.
Kjærstad ridser selv to forskellige projekter eller hovedlinjer op i sit forfatterskab: På den ene side fortællinger om menneskelivet (ud fra de gennemgående spørgsmål: Hvad er et menneske? og hvordan hænger et liv sammen?) hvor f.eks. ”Det store eventyr”, ”Forføreren”, ”Erobreren”, ”Opdageren”, ”Jeg er brødrene Walker” og ”Slægters gang” kan nævnes. På den anden side det, han kalder mere teksteksperimenterende værker, især repræsenteret ved ”Homo Falsus” og ”På randen”. (A. van der Hagen: “En torpedo under arken”, i ”Dialoger 2”, 1996).
”Normans område” kan ses som en sammenkøring af disse to spor; en fortælling om menneskelivet, hvor skriften og litteraturen på det tematiske plan kæmper med kærlighedshistorien om hovedrollen.
Kjærstads forfatterskab er kendetegnet ved en stærk tro på litteraturen og den gode historie som bærer af værdier og åbning for nye sammenhænge og muligheder.