De ”franske” romaner

Efter Udødeligheden sker der et større brud i Kunderas forfatterskab. De tre følgende (og foreløbig sidste) romaner, Langsomheden (1995, da. 1996), Identiteten (1997, da. 1998), Uvidenheden (2000, da. 2001), er skrevet direkte på fransk. Dette er mere end blot et skift i sprog. For første gang siden Afskedsvalsen forlader Kundera den stort anlagte romankomposition med syv ret selvstændige afsnit for en noget kortere form koncentreret om en enkelt historie.

23765160

Langsomheden er den morsomste i sin veloplagte fremstilling af, hvordan selv det erotiske begær i den postmoderne verden er blevet afhængig af medieformidling. Identiteten er en stram komponeret fortælling om, hvordan en ubetydelig misforståelse med nærmest matematisk konsekvens fører til at et kærlighedsforhold langsomt, men uundgåeligt går i opløsning, fordi personernes identitet er fundamentalt usikker.

Uvidenheden er en gribende og meget personlig analyse af nostalgien gennem en historie om to tjekkiske emigranters fejlslagne forsøg på at vende tilbage efter tyve år i henholdsvis Frankrig og Danmark.

Det er glimrende, begavede og yderst velskrevne små romaner. Når de alligevel ikke virker så vellykkede som de store eksilromaner, er det fordi de lige præcis mangler de store kompositioners styrke: de markante skift i tempo og stemning og det subtile net at kontraster og paralleller mellem tilsyneladende selvstændige historier, der gør at helheden kommer til at udgøre langt mere end blot summen af de enkelte bestanddele.