Beslægtede forfatterskaber

Lessing er i sin egen selvforståelse – storyteller – historiefortæller: ”Mit mål er aldrig at give budskaber. Jeg har altid fortalt historier, og en historie kan komme fra hvad som helst, noget, der er sket, noget, du hørte. Essensen af litteratur er historie.” (Eileen Battersby: Out of Africa. The Irish Times, 2000-06-08).

Som Karen Blixen – om end på mindre teatralsk vis – ser Lessing sig som fortællerske, ligesom de deler tilknytningen til Afrika, der præger begge forfatterskaber. En vigtig forskel er imidlertid, at Blixen havde en nærhed til afrikanske kulturer og deres historier, mens det var en kreativ kilde, der ikke var så tilgængelig for Lessing. Hun måtte ikke omgås sorte, da hun voksede op i Rhodesia.

Lessing har selv beskrevet, hvordan hun står på skuldrene af en litterær tradition, der går tilbage til egypterne, grækerne og romerne: ”Vi ejer en arv af sprog, digte, historier, og det er ikke en, der vil blive udtømt.” (Doris Lessing: On not winning the Nobel Prize. Nobel Lecture, 2007-12-07.)

I samme foredrag udtrykte hun sin beundring for de tidligere nobelprismodtagere Orhan Pamuk, V.S. Naipaul og John Coetzee, netop fordi deres arbejde lå i forlængelse af en skrivetradition før dem.

Da hun flyttede til London blev hun en del af en litterær scene, der bl.a. talte forfatteren Iris Murdoch. Selv om Lessing ikke er en akademisk anlagt filosof som Murdoch, har de begge udvist et seriøst samfundsengagement; ingen af forfatterskaberne vil nøjes med at underholde. Mere konkret kan der findes lighedstræk mellem hendes forfatterskab og canadiske Margaret Atwoods; Atwoods skrift er også blevet udlagt som feministisk, og hun har flirtet med science fiction-genren. Flere enkeltværker af Lessing spejler sig ligeledes i samtidige kollegers bøger. En parallel til dommedagsscenariet i ”Mara and Dann: et eventyr” findes i Cormac McCarthys ”The Road”. Hos McCarthy er hovedpersonerne far og søn i stedet for bror og søster, men begge duoer færdes i landskaber, efter katastrofen har tvunget menneskeheden i knæ. McCarthy skruer imidlertid op for den kuldslåede realisme, hvor gruen hos Lessing er modereret af eventyrlige miljøer og monstre. En pendant til Lessings ”Det femte barn” findes i Lionel Shrivers ”We Need To Talk About Kevin”. Her bliver fortællingen om det voldelige barn i familien til en kollektiv tragedie, da Kevin begår mord på en skole. Shrivers figur er utvetydigt afstumpet, hvorimod Lessings Ben kæmper med sig selv.

Da forfatteren publicerede novellesamlingen ”The Grandmothers” om lidenskab på tværs af generationer, fremhævede hun desuden Zoe Hellers ”Notes on a Scandal” (2003) og Germaine Greers ”The Boy” (2003), som beslægtede værker. (Amanda Craig: Grande dame of letters who’s not going quietly. Sunday Times, 2003-11-23).