Forfatterweb -> Forfatterweb for voksne -> Leth, Jørgen
Leth, Jørgen
Udarbejdet af journalist Morten Jørsum, Mediefabrikken/Dagbladet Information. Februar 2008.
Digter, filminstruktør og cykelkommentator er de tre betegnelser, man først og fremmest kender kunstneren Jørgen Leth på. Særligt er det sportsjournalistikken, han er blevet kendt for i Danmark, og mange savner i dag hans rolige og indsigtsfulde stemme, når feltet kører over de høje bjerge i Tour de France . Det er primært som filmmand, han er blevet kendt og respekteret i det store udland. Mens det er som digter og skribent, han blev jaget vildt i Danmark, efter han udgav sine erindringer i bogen “Det uperfekte menneske” i 2005. Selvom Leth fik en masse modstand i den danske offentlighed, står hans forfatterskab stadig tilbage som et væsentligt forsøg på at slippe ud af modernismes alvorstunge selvhøjtidelighed for at lande i en mere let(h) kunst – i det legende, i sporten, og i erotikken. Leth er en sanselighedens digter der forsøger at indføre kunsten i dagligdagen. Han har gennem sin lange produktion formået i et klart, enkelt og cool sprog, at formidle, hvordan verden ser ud gennem hans æstetiske briller.
Faktaboks
- Født: 14. juni 1937 i Århus.
- Uddannelse: Ufærdige studier i litteratur og etnografi.
- Debut: “Gult Lys”, digte 1962.
- Litteraturpriser: Kjeld Abell-prisen (1983). Holger Drachmann-legatet (1995).
- Seneste udgivelse: “Haiti". 2010.
- Forlag: Gyldendal.

