At 1960’erne og 1970’ernes avantgarde fortsat lever, er forfatteren, film- og videokunstneren Pablo Llambías et stærkt vidnesbyrd om. Ligesom mange i de to årtier blander han genrer og kunstarter, og hans værker skjuler aldrig deres karakter af konstruktion og kunstnerisk proces. Som sine forgængere synes Llambías at mene, at det hele skal med, og at det hele faktisk kan komme med. Det indebærer også, at han i sine værker leger med selvbiografisk stof og lader grænsen mellem fiktion og virkelighed være flydende. En anden nyere dansk forfatter, som også benytter sig af forskellige avantgardestrategier, er Claus Beck Nielsen, som Llambías på dette punkt kan sammenlignes med.
Forfatterskabet er originalt i sit forsøg på at tænke forholdet mellem kunst og det sociale på en ny måde. På dette punkt minder Llambías måske mest om andre billed- og konceptkunstnere. I sin brug af faktuelle oplysninger og skildringer, der er præget af minutiøse detaljer, kan han sammenlignes med den danske forfatter Peter Adolphsen. Der kan også siges at være et slægtskab med en forfatter som Naja Marie Aidt, hvis digt- og collagebog ”Balladen om Bianca” opstod som et samarbejde mellem forfatteren og fotografen Kim Lykke, og som afstedkom en udstilling på Galleri Asbæk i forbindelse med udgivelsen af bogen. Llambías kan også placeres i forhold til andre danske 90’er-forfattere, der benytter sig af et realistisk formsprog til at spille med og mod virkeligheden – som eksempelvis Simon Fruelund.
Bogen ”Ud over havet” og dens skildring af et parforhold, der går i stykker, har også fået flere anmeldere til at sammenligne den med anden, nyere dansk litteratur, som fremstiller privatliv i litterær form, herunder skildringer af skilsmisser – som Lone Hørslevs ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” og Helle Helles ”Ned til hundene”.