Forestillingen “Nathan (uden titel)” (2007) er inspireret af den tyske forfatter G. E. Lessings stykke om Nathan den Vise, en rig, jødisk købmand, der ønskede at sprede budskab om tolerance og forståelse blandt kristne, jøder og muslimer. Stykket blev opsat i Århus Domkirke i samarbejde med Århus Teater og fik stor mediedækning.
Lessings “Nathan den Vise” er skrevet i oplysningstiden i 1779 og handler grundlæggende om at se det fælles menneskelige på tværs af kulturer og religioner. I G.E. Lessings dramatiske digt udfordres Jerusalems vise jøde Nathan af den store sultan Saladin til at fremlægge argumenter for, hvilken tro og hvilke love, der må anses som bedst af alle. Den vise Nathan fortæller en historie om en magisk ring, der gives fra far til den højest elskede søn: Efter flere slægtled lander ringen i et dilemma: En far elsker sine sønner lige højt og kan ikke vælge. Derfor får han lavet to ringe, der er identiske med den første. Efter faderens død begynder brødrene at strides om, hvem der har den rigtige ring, og de ender med at bringe sagen for en dommer. De tre brødre repræsenterer jødedommen, islam og kristendommen og moralen er, at de tre religioner har mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro, og at der derfor ingen grund er til at bekæmpe hinanden.
Dette udsagn bliver i Christian Lollikes version udfordret af modsatrettede spørgsmål, af tankeparadokser og af tunge begreber som synd, skyld og tilgivelse. Stykket er delt op i otte scener og igen er der tale om et fragmenteret fortælleforløb. Nathan bliver stillet til dom og udspurgt af karakterer, der igen kun er nævnt ved forbogstav, fx A, C og D i scene 2. I hele første scene er det en symfoni af stemmer , der taler, men helhedsindtrykket er, at det er én stemme – hele menneskehedens stemme, der taler med og mod sig selv. Teksten er kompliceret og springer hele tiden frem og tilbage, leger med tanker og hypoteser, som vedrører det enkelte menneske såvel som menneskeheden. Det giver ingen mening at gengive teksten, eftersom den ikke har en handling, derimod kan de otte sceners overskrifter danne et helhedsindtryk af de temaer, “Nathan (uden titel)” er vævet sammen af: Menneskets Konstruktion, Om Tillid, Det Økonomike Eventyr, Arv og Tolerance, Kærlighedens Lov, Om Tilgivelse, Den Store Forbrødring (eller I Lessings Værksted) og Om Næstekærlighed.
Teksten og sproget er anderledes poetisk end det for eksempel er i “Dom Over Skrig”, men fortællerstemmen – den spørgende dramatiker, der søger ud i de svære og dystre sider af mennesket – den er den samme.
Christian Lollike: “Nathan (uden titel), side 32:
”S: Hver dag mærker vi truslerne fra den del af verden, den kultur, der prædiker frihed og tolerance, imens den fornedrer mennesker, for hvem den religiøse følelse fylder alt. I den kultur forstår man ikke, hvordan vi føler Gud, hvordan vi lever med Gud, hvordan vi respekterer den åndelighed, Gud har givet os i gave. Alt er skabt af ham. Det forstår I ikke. Jeres storhedsvanvid har bortført jer og forkvaklet jeres sind (…).
N: Er det ikke nok at vide, at vi genetisk er fuldstændig ens? At ingen skider hvor de spiser? At ingen fædre må lave børn på deres døtre? At alle brænder eller begraver deres døde?”