Genrer og tematikker

I flere af Christian Lollikes stykker er de dramatiske karakterer reduceret til et bogstav, hvilket man selvfølgelig ikke bemærker så nøje ved en scenisk fremførelse, imidlertid står det helt klart ved læsning af dem, at det er refleksionerne over temaet, brudflader og tankespind, der bærer dramatikken i højere grad end det er et psykologisk nuanceret persongalleri.

Desuden har skuespillerne i Lollikes dramatik ofte flere roller. I en fremførelse af teksten virker det som en slags scenisk magisk realisme: Voldtægtsmanden er også politibetjent og anklager. Og med en smule abstrakt tænkning bliver de mange roller også et billede på samfundet – og på læseren eller tilskueren: Samfundet er ikke kun de andre. Det er også den enkelte. Voldtægtsmanden eller frelseren er også dig.

På Århus Teaters hjemmeside finder man Christian Lollikes cv med følgende beskrivelse af hans dramatik: ”(…) Lollike bruger teatret som talerør for sin samfundskritik, og det kan derfor også virke provokerende, at man som publikum ikke kun bliver underholdt, men i stedet bliver stillet til ansvar og bliver bedt om at tage stilling. Lollike er drevet af nysgerrigheden for mennesket og dets handlinger, og hans dramatik tager derfor ofte udgangspunkt i dokumentarisk materiale. Gennem sin research opsøger han virkeligheden og lader sig heraf inspirere (…) Tonen er lige på og til tider både hård og vulgær, men de seriøse og rørende emner behandles alligevel med lethed og humor. Spillestilen er karikeret og ofte ekstrem og overdrevet. (…)”.

Mennesket og dets omgivende samfund og kultur er centrale temaer i Christians Lollikes dramatik. I stykkerne rejser Lollike samfundsspørgsmål, ofte de dulgte og tabubelagte emner, som både er svære og grænseoverskridende at diskutere. Det er ikke moraliserende men diskuterende dramatik, der hele tiden leger med sprog og modsætningsfyldte antagelser. Som læser har man en fornemmelse af, at dramatikeren diskuterer med sig selv, som i en retssal, hvor man prøver at indtage pro et contra standpunkter og derefter søge yderligere forklaringer: Forbrydelsens karakter er ikke enkel og bevæggrundene til den er lige så komplekse, som det samfund, der omgiver forbryderen, anklageren, forsvareren og dommeren. Det er avanceret samfundskritik, hvor scenen og teateret bliver mere end blot til lyst: Det bliver et debatterende medie, som ikke skyr hverken sproglige eller sceniske grovheder, men som præsenterer publikum for den virkelighed, der omgiver det uden for teateret.