Maja Lucas’ forfatterskab er præget af en minimalisme, der benytter sig af både symbolik og en leg med sproget – og som på en gang fremstår humoristisk og melankolsk. Forfatteren benytter sig af prosaens form, men der er tale om en prosa, som i sin lyriske og fragmenterede karakter lader det fortællende nærme sig det poetiske. Eksistentielle spørgsmål om identitet og tabserfaringer er centrale i hendes bøger. Andre vigtige tematikker er familierelationer i en ny familiestruktur og erindringens karakter. Fortællerpositionen i hendes tre første bøger er en jegfortæller, og forfatteren fremhæver da også selv sin brug af denne fortællerpositionjegfortællere: ”Jeg har en forkærlighed for jegfortællere, fordi de kan slippe af sted med så meget! En jegfortæller kan både sige noget meget enkelt og noget meget højttravende, og alligevel er den ”bare” en figur i fortællingen, der taler – en jegfortællers fortælling er i en vis forstand altid bare en replik”. (Karin Hedemand: ”Intens jegjagt”. Interview på Litteratursiden.dk, 2007-05-14).
I romanen ”Mor. En historie om blodet” er der tale om en distanceret tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel placeret hos en kvinde, som langsomt opsluges af sine følelser og den ensomhed, hun oplever som mor. Bogen er bl.a. blevet kaldt ”et poetisk indpakket tabubrud” (Merete Reinholdt: Maja Lucas siger det, der ikke må siges. Berlingske Tidende, 2016-02-25). Romanen er en undergangshistorie, men fortællingen er bundet op på genkendelige skildringer af de forskelligartede følelser, der følger i kølvandet på den livsforandrende oplevelse, det er at blive mor. Moderskabet og det at være kvinde behandles ligeledes i Maja Lucas’ roman ”Gennem natten og vinden” fra 2019. Andre vigtige tematikker i romanen er psykisk sårbarhed og menneskelig deroute.