Rejsen til Robert

Citat
““Jeg forvekslede dem,” sagde Robert lavt. “Jeg gik i seng med Dorothea i den tro, hun var Ursula. Dorothea lod som om, hun var Ursula. Jeg elskede Ursula, det gjorde jeg, Abel. Jeg ville aldrig drømme om med vilje at bedrage hende på den måde. Du tror mig, gør du ikke? Gid jeg aldrig havde mødt dem.””
Adda Lykkeboe: “Rejsen til Robert” side 27-28.

I 2007 udkom “Rejsen til Robert” på forlaget DarkLights. Romanen handler om de enæggede tvillinger Dorothea og Ursula Teuber. Pigerne er så smukke og så ens af udseende, at folk tror, de er forheksede. Men magtforholdet mellem dem er ulige. Dorothea er selvsikker og dominerende, og den indadvendte Ursula har det fint med at sejle i hendes kølvand. Lige indtil hun forelsker sig i den flotte søofficer Robert. For søsteren kan ikke lade være med at lege med alt, hvad der er hendes, og da Dorothea narrer Robert til at gå i seng med sig, bryder Ursula med dem begge og gifter sig med den gode og kedelige Abel. Men alle fire er ulykkelige.

27048579

Søstrene savner hinanden, Robert er skamfuld og Abel ved udmærket, at han bare er en erstatning for Robert, og at han ikke gør sin kone lykkelig. Før balancen kan genoprettes, må Ursula rejse til Færøerne og konfrontere Robert, og Abel må ned til Wien for at tage et opgør med Dorothea. Ligesom “Balladen om Antonie” og “Kærlighedens passagerer”, er fortælleren i Adda Lykkeboes fjerde roman en alvidende og udenforstående observatør, der fokuserer snart på den ene og snart på den anden figur i det fortalte univers. Romanen handler om personlig udvikling og om at tage de store valg i livet. I løbet af historien bliver både søstrene, Abel og Robert stillet over for vigtige beslutninger, der udvikler dem som personer.

Historien spænder fra nytårsaften 1999 til nytåret 2007, med et tilbageblik på krigsåret 1943.
Handlingen udspiller sig i Århus, på Færøerne og i Wien.