Firserdigterne

Kunstnerne blev kaldt ’De vilde malere’, og musikalsk var det tiden for nyrock og punk. Man kan høre denne i Lynggaards digte, men som generationen i øvrigt bar han det bedste af 50´erne, 60´erne og 70´erne med sig. Der blev skrevet en del om historieløshed, men 80´er-digtningen var i sit hele væsen en naturlig forlængelse af modernisme, symbolisme og romantik helt tilbage til rødderne. Ikke for intet blev den franske symbolist Arthur Rimbaud en nøglefigur i 80´erne.

At læse de første digte i dag er en ganske bevægende oplevelse. Som sine samtidige i generationen - Michael Strunge,, F.P. Jac, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen m.fl. - var Klaus Lynggaard især optaget af at bryde med 70´ernes brugsæstetik og begynde forfra et nyt sted, hvor den enkelte atter kunne "døje med at være universets centrum et stykke tid endnu".

Firserdigterne var vidt forskellige, men havde denne modstand til fælles. Fra begyndelsen var der dog lidt mere rebel i Klaus Lynggaard. Han havde meget til fælles med Strunge og Jac, mindre medTafdrup og Thomsen. Et godt digt at huske er Landet bag alt fra Mørket vi træder på : bedst at vente/ afstanden kulden// fødtes år/ nittenseksoghalvtreds// finder ikke ord/ behøver ingen:// en engel lander/ på mine øjenlåg .