Parallelt med udgivelsen af romanerne fortsatte Klaus Lynggaard sin udforskning af de steder i sproget, hvor poesi og prosa er ét. Det skete bl.a. i en af forfatterskabets fineste og mest oversete bøger, den lille rejseskildring Fluer og støv (1986), som over to uger i en tilfældig november måned følger to danske rejsende gennem et besøg i Marokko. Stilen er tæt, intens og især i begyndelsen udsøgt og svær:
Selv skyggerne sveder og løber bort. Flimmer. En brun drengekrop forsvinder i dybt vand, dukker op igen, en kort hidsig butterfly. Intet er ligegyldigt. Alt er ro. Mit liv er mit. Jeg tager det. Tager det, endnu for ringe til at dø. Vi ryger nogle flere cigaretter, fotograferer hele verden.
De rejsende, manden og kvinden, får aldrig navne, og alt i bogen opleves udelukkende gennem hans øjne. I det ydre fylder Marokko mest, men egentlig skildres et forholds sammenbrud, udlevet frem til det punkt, hvor de rejsende ikke længere har nogen fremtid tilfælles:
Så var vi ude at ride kameler, hendes største ønske blev opfyldt, og jeg fik ondt i røven, helt bogstaveligt. Vi blev oven i købet fotograferet på hver sin kamel. Sammen! Historieforfalskning. Jeg lod de forpulede kamelkneppere tage røven på os, alt for træt og tung til overhovedet at gide prutte den mindste smule om prisen.