Efter romanerne og rejsebogen fulgte en pause på to år i forfatterskabet. På privatfronten var det svære år - åh, at slå på hjernen med stoffer og sprut, står der allerede i Begær, og samme sted siges meget præcist, at kæferter er digte, der ikke vil tage form - men de er skrevet fast med karakteristisk respektløs humor og mildhed i samlingen med den umiskendeligt Lynggaard’ske titel Røv og nøgler fra 1988.
Her står den mest sublimt poetiske skrøbelighed - udtrykt i digte som Den første sne og Længsel efter Anne-Marie - skulder ved skulder med snart sarkastiske (Blad af en succesforfatters dagbog), snart melankolske (Ulykkeligt efterår) kommentarer til altings skæve gang på Jorden.
En gravskrift over Michael Strunge, Fortabt verdenssøn af den tavse tid, er hægtet bag på en serie rejseglimt fra Mexico, men allermest strømførende i dette mix af grum og frydefuld fortabelse står nogle lange, næsten ’rappende’ taledigte, der falder helt i hak, når man hører dem læst til musik.