Det er i disse magiske hverdagsudladninger, i tekster som Sommeren dét år, Hænderne op! Hvem ønsker at dø? og det rent ud sagt vidunderlige anti-programdigt Giver tristessen fingeren, at Klaus Lynggaard naturligt indtager pladsen som ’sin’ generations Dan Tùrell. Følger man forfatterskabet gennem denne fase, kan det ikke komme bag på nogen, at Lynggaards litterære valgslægtskaber skal findes blandt mænd, der skriver og synger på lignende vis om de samme ting.
Som oversætter har han været især Charles Bukowski en god mand, men også danskeren Bent Vinn Nielsens udstedsromaner og amerikaneren John Fantes fire erindringsbøger om den trodsige kunstner Arturo Bandini, har betydet meget for den modne Klaus Lynggaard. Digteren Rimbaud var sammen med Jim Morrison, Dylan og Leonard Cohen de store sole i ungdommens daggry.