Det er med disse forfattere som broderbilleder, at Klaus Lynggaard i essaysamlingen Febertid (1995) formulerer den kritik og det program, der må ses som forfatterens samlende indsats i 90´erne. Det sker i Bukowski-essayet Der er intet subtilt ved at dø og den store Vinn Nielsen-læsning Kunst er konkurrence med virkeligheden, men det formuleres mest gennemført og næsten manifestagtigt i det lange, hidsigt sidesparkende essay You Gotta Deal With The Real, hvor John Fante´s Bandini-kvartet føres som sandhedsvidne.
Essayet er et frontalt angreb på den anæmiske og teoretisk orienterede praksis, som prægede 90´ernes litteratursyn, ikke mindst i dagbladskritikken og det universitære tidsskriftsmiljø. Lynggaard undsiger teorierne og den abstrakte æstetik, samtidig med at han går i brechen for en altomfattende realisme, et sprog med hud, hår, blod, køn, latter, skønhed, kort sagt en virkelighed ’med det hele’, som dog også har ’sine’ æstetiske fordringer, der må efterkommes, hvis det dampende hjerte skal leve som kunst.