Febertid kan på afstand ligne en genbrugssamling med souvenirs fra små ti års virke i kulturjournalistikken. Ved nærmere eftersyn viser bogen sig imidlertid at være et af generationens bedste bud på et signalement, en helhedsafsøgning, en æstetik om man vil. Essays om helte som Bowie, Dylan, Rimbaud og Tùrell skrives sammen med personlige sonderinger som forerindringen Så skal du finde lykken, titelteksten Febertid og Måler tidens gang med mit hjertes banken, der med udgangspunkt i Michael Strunges forfatterskab er et "farvel til alt dét" ti år efter.
Hertil kommer At bide i støvet og den indledningsvist citerede artikel Lidenskab, en samling "refleksioner over min digtning", der blev til på foranledning af tidsskriftet Spring, men her forankres i en større sammenhæng. Det er ikke tomme ord, når omslaget taler om en litterær dannelseshistorie fortalt i tilbageblik .
Febertid er en hjørnesten i Klaus Lynggaards produktion, men bogen var samtidig et centralt værk i 90’ernes danske litteratur- og kulturkritik. Den lover godt for de romaner og texter, som på et tidspunkt må komme fra digterens hånd. For han kan næppe holde kæft i længden, og som han selv siger: "You Gotta Deal With The Real."