At fortælle menneskene

Citat
“Det er et væld af umulige fremtider, det er frygt, det er smerte, det er sorg, der holder dem tilbage. Det er som en myretue omspændt af flammer, tapre, desperate, systematiske, hovedløse forsøg på at finde vej ud, mens varmen bliver stadig mere uudholdelig. De myldrer hen over hinanden, den fremtid var for frygtelig. De skriger i ørerne på hinanden, den fremtid var for frygtelig.”
“At fortælle menneskene”, s. 313.

I romanen "At fortælle menneskene" fra 1989 knyttes begreberne ‘menneske’, ‘identitet’, ‘historie’ og ‘eksistens’ for alvor sammen. Menneskets identitet er dets eksistens, og identiteten fremstilles som en størrelse, der bliver til via de historier og oplevelser, mennesket får gennem livet, og som til sammen skaber en fortælling: At fortælle menneskene.

Romanen tegner en litterær mosaik af ikke mindre end 126 personer.

Persongalleriet er så stort, at personernes indbyrdes forhold må optegnes på en syv siders slægtstavle foran i bogen. Men det er nu ikke en helt almindelig slægtsforsker, der har begået forskningsarbejdet. I hvert fald er det ikke altid lige nydelige og legitime forhold, der holder personerne sammen, nej det er alt fra dunkle slægtsforbindelser over forelskelser til forbrydelser.

25630939

Karakteristisk for forfatterskabet møder vi her både gengangere fra tidligere værker og helt nye og endnu uskildrede personer, ligesom de i romanen møder hinanden på kryds og tværs. Og alle personerne har så mange historier, de gerne vil fortælle, at det er svært at holde beretningerne ud fra hinanden.

Som assistent træder hovedpersonen jeg-fortælleren, Sverre Fuhl (som forøvrigt var Johannes' medhjælper i “Lad tiden gå”), ind på banen. Men han er ikke alene om fortælleropgaven. Også Jan Fælding drømmer og fortæller menneskene, ligesom Sverres gode ven Thøger assisterer. Thøger får nemlig den opgave at fortælle vanskabningen Ikona om menneskene, da hun aldrig har kendt hverken verden eller dens mennesker. Efterhånden får hun via Thøgers mange små og store fortællinger og fabuleringer skabt en mosaik af historier og omdannet dem til et ikon af et verdensbillede, som endog kaster nye beretninger og betragtninger af sig. Dermed forvandles hun selv fra vanskabning til menneske og indtager sin plads i fortællingen.

Madsen konkluderer selv om værket: "Min identitet afgøres af hvilke historier jeg har taget til mig, hvilke historier jeg indgår i, hvilke historier jeg vælger at føre videre. ‘Sandhed’ er for mig ikke længere noget, vi får overrakt af guder, og det er ikke noget videnskaben kan måle sig til eller deducere frem. ‘Sandhed’ for mig afgøres af hvilke historier jeg oprigtigt kan stå inde for, hvilke historier der giver mening for mig." (I essayet "Den existentielle fortælling", 1992).

Romanen blev filmatiseret i 2002 af Christian Braad Thomsen.