I 2004 udkom "Levemåder", der som titlen anfører handler om måder at leve på. Her møder vi parret Frands og Ursula, der elsker hinanden inderligt og ikke ved noget bedre end hinandens selskab, samt parret Leif og Dinna, der har det tilsvarende lykkeligt. Men da de to mænd begynder at udveksle tanker og følelser om deres respektive hustruer, begynder de hver især at se hinandens kvinder med den andens øjne. Det resulterer i, hvad man kan kalde dobbeltforelskelser. Da kvinderne tilsvarende oplever at fascineres af begge mænd med hver deres forcer og svagheder, finder parrene ud af at indrette det således, at mændene er på skift en uge af gangen hos kvinderne. Denne levevis af flersomhed får alle parter til at føle, at de befinder sig i en paradisisk tilstand.
Men, som i Biblens verden, findes intet paradis uden en slange, her manifesteret som den onde Gordon Bimpel. Gordon hvisker Dinna i øret, at hendes urene levevis er fatal og må endes brat. Det sker med døden til følge. Lammet af sorg drager Frands til Venedig, besluttet på at dø eller blive en anden, og efter en længere kamp med selve kunstens og religionens væsen, forvandles han til en anden, nemlig til forfatter.
25465512
I første omgang slås Frands med et forsøg på at genskrive Biblens udgave af beretningen om Adam og Eva, men da det mislykkes, fremstår resten af "Levemåder" som en finurlig blanding af Svend Åges fiktion og fiktion i fiktionen. Som læser bliver man vidne til Frands’ skriveproces, der resulterer i en roman, der uvægerligt minder om den roman, vi sidder med og allerede læser. Frands sammenlignes endog undervejs med adskillige nulevende og tidligere eksisterende danske forfattere, og det konstateres, at "I intrigemæssige forviklinger og krydsreferencer var Svend Åge Madsen uden tvivl hans overmand." (s. 158).
"Levemåder" - både Svend Åges og Frands’ - handler om virkelighed kontra fiktion. Den handler om kunstens og forfatterens rolle i skabelsen af virkeligheden. Fortællingen stiller provokerende spørgsmål til vores måde at indrette samlivet på og fremhæver normernes begrænsning. Den lader læseren være vidne til ‘virkelige’ og fiktive mord, som undervejs forklares, ligesom nogle delvist forsvares, og den stiller spørgsmålstegn ved, om der findes en højere retfærdighed.
Selve romanen afsluttes med et ubesvaret spørgsmål, der bliver en tvetydig morale: "Kan du så se der findes sådan noget som højere retfærdighed?" (s. 182).