Felix Krull er både hovedperson og fortæller i den vaskeægte gavtyveroman “Bekenntnisse des Hochstaplers Felix Krull” fra 1954 (“Felix Krull. En svindlers bekendelser”, 1955). Han sidder nemlig som 40-årig og ser tilbage på sit særdeles oplevelsesrige og kontrastfulde liv, der starter med, at han ser dagens lys i Rhinprovinsen få år efter det tyske riges grundlæggelse. Her vokser han op med en far, som er indehaver af et champagnefirma, og selv om champagnen er dårlig og indtjeningen ligeså, så er boblerne steget familien til hovedet. Det giver sig eksempelvis udslag i, at Felix dagdrømmer om at blive konge eller kejser, og at forældrene holder mange levende og livlige fester med byens mest excentriske personer, lige indtil champagneproppen springer af med et brag, da virksomheden går konkurs.
25441621
Faderen begår selvmord, og resten af familien må starte forfra. Moderen starter et pensionat i Frankfurt, søsteren indleder en karriere indenfor teatret, og Felix drager til byernes by, Paris, for at arbejde på et af byens luksushoteller. Her charmerer han såvel mænd som kvinder, og det giver ham adskillige privilegier såvel økonomisk som seksuelt. Blandt andet møder han den unge markise Louis Venosta, og de beslutter at bytte identitet, så Felix kan tage af sted på dannelsesrejse på Louis’ forældres regning, mens Louis bliver hjemme hos sin elskede.
Som læser nyder man livet med Felix/Louis, og man nyder den fantastiske fortæller, der gang på gang formår at iscenesætte sig selv og sit liv på ny. Lige som han kan charmere sine medmennesker, så indynder han sig hos læseren, og lige så højt han elsker at gå i teateret, lige så meget ynder han at spille sine forskellige roller. Som når han som barn er så vedholdende i sin insisteren på at være syg, at huslægen hopper på migræneanfaldene, som når han slipper udenom militærtjeneste ved at fingere et epileptisk anfald, som når han tror på at kunne spille tennis, og derfor rent faktisk kan det, og som da det lykkes at komme i audiens hos kongen af Portugal i en anden mands navn, og han for øvrigt får den ellers særdeles bekymrede konge til at le højt og inderligt.
Felix gør sig undervejs mange refleksioner over livet, eksistens, og ikke mindst over skønhed, forelskelse og elskov. Men den eneste, han i bund og grund er forelsket i, er sig selv. Andre mennesker er som brugsgenstande for ham, eller som skuespillere, han spiller med i et bestemt stykke af livet, og når han ikke kan få mere ud af dem, er det videre i tilværelsen.
“Felix Krull. En svindlers bekendelser” blev ganske vist skrevet tilbage i 1922, men den blev aldrig færdiggjort og blev først udgivet efter Thomas Manns død. Den ender da også noget brat og med adskillige løse ender, men det ændrer ikke på, at den er særdeles læseværdig og usandsynligt gavtyveagtigt morsom.